Hvis du i din firehjulstrækker trækker lidt uden for turistens gyldne cirkel på Island, søger op østpå i højlandet med øens største gletsjer Vatnajökull, nationens fantastiske naturpark, støder du nu og da på mærkelige bygninger.
En granitkold dæmning, en dampende transformatorstation og andre futuristiske installationer, som tydeligvis ligger på tværs af naturens egen skønhed. Det er disse kraftværker i diverse gradbøjninger, som flere og flere af øens og internationale klimaaktivister kæmper imod. Man sælger billig strøm til aluminiumfremstilling og leder fossende elve ned under jorden. Man vanrøgter en yderst skrøbelig naturlig balance i landskabet, som samtidig nedslides af alt for mange turister.



