I efteråret 2015 rejste digteren Theis Ørntoft til Yamal-halvøen i Rusland. »Jeg ville skrive noget om kraterne på tundraen«, skriver han i rejsedagbogen ’Rejsen til Yamal’, trykt i Kritik i 2016. Og pludselig står han så foran dem, de alienagtige kratere, der er op til 80 meter i diameter og 70 meter dybe og formentlig er skabt af metanudbrud grundet global opvarmning og optøet permafrost:

»De kratere vi så på Sibiriens tundra fik mig til at tænke på Julia Kristeva og hendes begreb om det abjekte. Det abjekte, som er alle kroppens udskilninger – hudflager, urin, lort, sæd, afklippede negle, menstruationsblod – fænomener der befinder sig i en betydningszone mellem kroppen og dens omverden, mellem subjekt og objekt, og på denne måde konfronterer os med vores egen flydende uafgrænselighed. Kraterne på tundraen var sådanne abjekter, bare i en større skala, i en højere planetarisk forstand. De er hyper-abjekter. Geologiske begivenheder forårsaget af menneskets opvarmning af planeten (...) Den antropocæne tidsalder er en planet-abjekt tidsalder«.