Hvert forår har jeg noget kørende med apostroferede blomster. Kaj Munks lille blå amazone-anemone og Grundtvigs påskeblomst. Jeg traver rundt og skråler mellem markerne og stranden i den lille skov, hvor der både vokser blå og hvide og gule anemoner.
»Påskeblomst, hvad vil du her?«. Jeg har altid forstået det, som om påskeblomsten er et utidigt og ufortjent mirakel; en lille lykke så overraskende, at den næsten virker upassende. Det er der ikke belæg for i teksten, hvor man snarere må forstå spørgsmålet til blomsten som en hånlig henvendelse: Hvad vil du her, du simple bondeblomst, som hverken har rosens duft eller liljens sølverblade? Det forår, hvor jeg var ulykkelig, skrev jeg: »Påskeblomst, hvad FUCK vil du her?!!«, fordi min indre bundfrosne ødemark blev et endnu grummere sted at opholde sig, når det hele blomstrede og kvidrede udenfor.
