Det er en ménage à trois af de mere pirrende og bizarre, der udspiller sig i denne bog, som Gyldendal afviger fra at deklarere på forsiden. Derfor må man selv afgøre, om det er en roman, flere biografier i en, dagbog, essay, interview eller noget helt andet.
Pirrende er den, fordi den indeholder både en outsider fra provinstilværelsens yderste overhalingsbane, en kvindelig forfatter og en af Danmarks bedste sangskrivere og sangere. Bizar, fordi trekanten, der ellers udspiller sig over flere årtier, forbliver uforløst og uigennemsigtig.





