Hjemme hos Mahmoud på 15 år sidder sandalerne løst. De er anbragt strategisk rundt omkring i lejligheden, så enten hans far eller mor kan gribe en og banke løs på Mahmoud og hans lillebror Ali. Vi er i udkanten af Oslo.
Gulraiz Sharif med pakistanske rødder har lagt Norge ned med ’Hør lige her!’ Den har fået flere nomineringer og priser, hvad der måske kan synes mærkeligt for en bog, der indledes med sidelange betragtninger over nordmænds forhold til at skide – ikke mindst i fri luft – sat over for pakistanske sædvaner. Og sådan ruller forfatteren afsted i højt gear i et forsøg på at afkode både den norske folkesjæl og hans egen rolle i verden.





