Man kan grundlæggende se livet fra to synspunkter: fødslens eller dødens.
Fra fødslens synspunkt er begyndelsen det vigtige: Herfra er alt i gæring, blomsterne blomstrer, kærligheden råder, livets energier udveksles og skaber nye former. Fødslen giver et optimistisk syn på tilværelsen. Der er altid en ny begyndelse, et nyt liv, en ny solopgang. Vi kan tillade os at håbe, fordi verden giver os anledning til det. Også i politisk forstand: Langsomt, men uophørligt finder fremskridtet sted.
Og så er der dødens synspunkt.
Herfra ser tingene tusmørke ud, og forfaldet hærger: Blomster visner, steriliteten truer, jorden tynger og binder, al agitation og bevægelse er blot forfængelig flugt fra det egentlige: endeligheden. Opfattet herfra er livet en tragedie. Samfundslivet ligeså. Det højeste, vi kan håbe, er at begrænse skaderne og beskytte hjemmet mod farerne fra de fremmede: kæmpe for vores latterlige liv og så lukke døren og dø i fred.
