Der findes en scene i Édouard Louis’ nye bog, ’En kvindes forvandling’, som er svær at slippe. Den er kort, nærmest bare en skitse, som forfatteren har for vane at skrive dem, men mættet med menneskelighed. Året er 2000, 2001 måske, og en kvinde, fuld af den flaske anislikør, hun har drukket af, går op til musikanlægget og sætter en opsamlings-cd med Scorpions på.
I den lille landsby i Nordfrankrig, hvor hun bor med sin mand og børn, er der sjældent tid til lethed og leg. Livet er hårdt, pengene er få, og forholdet til familiens andre medlemmer er svært, ofte forbitret. Men nu gør hun det, som hun så sjældent gør: Hun danser. Over for hende står hendes søn og kigger. Ikke med glæde eller ømhed, men med had. I bogen beskriver Édouard Louis drengens reaktion sådan her:
»Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg hadede at se hende lykkelig, jeg hadede det smil i hendes ansigt, hendes pludselige nostalgi, hendes forløsning (...) Jeg var så vant til at se hende ulykkelig derhjemme, at lykken i hendes ansigt var som en skandale, et bedrag, en løgn, der skulle afsløres hurtigst muligt«.
Da jeg over en skype-forbindelse til Paris spørger Édouard Louis til scenen – til, hvorfor børn kan have det så svært ved at acceptere deres forældres glæde – bliver han for første gang i løbet af interviewet noget, der ligner stum. Og nok også lidt flov. For den kvinde, der danser, er hans mor. Og drengen, der hader, er ham selv.
