Agatha Christie præsenterede hende første gang i 1930, miss Jane Marple. Ifølge den franske litteraturprofessor og psykoanalytiker Pierre Bayards skelsættende værk om den klassiske engelske whodunit: ’Qui a tué Roger Ackroyd/Hvem dræbte Roger Ackroyd?’ er hun et ganske interessant fænomen.
Den oversete, aseksuelle, konservative ældre kvinde, den symbolske moder oppe imod yngre (politi)mænds bedreviden, sønner, som vil være fædre med patent på sandheden. Men de falder til føje i mødet med miss Marple, næsvis obsternasig, nævenyttig, nysgerrig og faktisk frækkere, end politiet tillader. Men matriarkatet er klogere end patriarkatet. Siden bliver pebermøen selv politikvinde i form af briten Ann Cleeves’ kriminalinspektør Vera Stanhope i Northumberland. Populær både i bogform og på DR’s fjernsynsskærm som ’Vera’ til evig tid i 20 afsnit.





