Fortælleren er flyklovn. Han hedder Frans Meek og har to visitkort: »Tragisk optimist«, står der på det ene, »Fornuftig pessimist«, står der på det andet. Alt efter dagsformen hælder han til en af delene, som begge er »planket fra Nietzsche og Kierkegaard, og det var selvfølgelig kun for at imponere damerne«.
Flyklovne er sådan nogle, der skal få folk til at slappe af i luften og glemme deres angst og skræk for at falde ned. Men faget er lidt i krise p.t., fordi kostumet kan opfattes som diskriminerende over for fattige mennesker, der ikke har råd til at købe nyt tøj. I det hele taget kan det være krænkende at tage en rød næse på eller give sig ud for at være en klovn, når man nu ikke er det.






