Der findes en litterær evergreen, som er kort og enkel og på en underlig måde altid har været regnet for sand. Udkantsdanmark, lyder den, er mørkt og klamt, det er fuldt af mismod og tungsind, som var denne del af landet en magnet for fortabte væsener.

Denne type fortælling var især fremherskende i 00’ernes danske litteratur. Dengang eksisterede der nærmest intet andet end incest, fremmedhad og eksistentiel kedsomhed, når man pløjede sig gennem tidens krimier eller nye hjemstavnsromaner – for eksempel Erling Jepsens eller Knud Romers værker.