Pamela Andersons længe ventede selvbiografi, ’Love Pamela’, udkommer i næste uge. I den fortæller hun om sit livs op- og nedture, blandt andet påstår hun at have haft en noget ubehagelig oplevelse med skuespilleren Tim Allen.

Pamela Anderson fortæller om grænseoverskridende oplevelse med amerikansk tv-stjerne

Pamela Anderson ved Cannes Film Festival i 2019. Foto: Boesl/Ritzau Scanpix
Pamela Anderson ved Cannes Film Festival i 2019. Foto: Boesl/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Pamela Andersons selvbiografi, ’Love Pamela’, er endnu ikke udkommet, men diverse opsigtsvækkende anekdoter fra bogen er allerede begyndt at sive i amerikansk presse.

En af dem er en knap så behagelig oplevelse, som Pamela Anderson erindrer at have haft, mens hun filmede serien ’Home Improvement’ i 1991. Her spillede hun rollen som Lisa the Tool Girl over for skuespilleren Tim Allen.

På sin første dag på settet mødte hun Allen uden for sin garderobe. Han stod i badekåbe.

»Han åbnede badekåben og blottede sig – han var helt nøgen nedenunder. Han sagde, at det kun var rimeligt, for han havde set mig nøgen«, skriver Pamela Anderson i bogen ifølge mediet Variety.

»Nu står vi lige«, sagde han. Jeg lo, utilpas til mode«.

Pamela Anderson var 23 år gammel på tidspunktet for den påståede hændelse, mens Tim Allen var 37. Han henviste formentlig – mener hun – til Andersons tid som model for magasinet Playboy, som katapulterede hendes status som internationalt sexsymbol. Et brand, der for alvor blev cementeret i den kulturelle bevidsthed, da hun senere landede rollen som C.J. Parker i 1990’er-hitserien ’Baywatch’.

Tim Allen afviser, at hændelsen skulle have fundet sted.

»Nej, det er aldrig sket. Jeg kunne aldrig finde på at gøre sådan noget«, siger han til Variety.

Åbner op om sexvideo

I bogen forventes Pamela Anderson også at kommentere på streamingserien ’Pam & Tommy’, der udkom i 2022. Serien dramatiserer det turbulente ægteskab mellem Anderson og trommeslageren Tommy Lee – herunder tiden omkring tyveriet og den ulovlige deling af en privat sexvideo, som parret havde filmet.

Selv om serien høstede mange positive anmeldelser, mødte den også kritik for at kaste Pamela Anderson under bussen trods intentioner om det modsatte. Sangeren Courtney Love beskyldte blandt andet serien for at retraumatisere Pamela Anderson:

Episoden med videoen »ødelagde min veninde Pamelas liv. Fuldkommen. Det knuste hende og hendes børn. Mit hjerte går ud til Pammy, der får forstærket sit komplekse traume«, skrev hun på Facebook, da ’Pam & Tommy’ var aktuel på skærmen.

I et nyligt interview med The New York Times kritiserer Pamela Anderson serien og italesætter hykleriet omkring narrativet, der var blevet skabt om hende: at offentligheden, der i årevis havde stemplet hende som en dum blondine, nu følte trang til at ’redde’ hende. »Jeg er ikke en kvinde i nød«, siger hun til avisen. Men ’Pam & Tommy’ føltes som endnu en ydmygelse, uddyber hun: »Det er en af de der gange, hvor man tænker: Seriøst? I finder stadig måder at udnytte den ting på«.

Nina Pratt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her