»Du kigger jo heller ikke længselsfuldt efter en skål peanuts, når du ved, at den kan slå dig ihjel«

Det var egentlig bare en helt almindelig fest. En af dem med fri bar, som der er mange af i forfattermiljøet. Og som Lone Hørslev som regel sagde ja tak til. En af de fester, hvor man skal »smalltalke og se smart ud« uden at virke alt for nervøs. Så Lone Hørslev gjorde, som hun plejede. Og lagde ud med et par hurtige glas.

Men der skete alligevel noget andet den aften i slutningen af maj 2022, hvor nogle hundrede mennesker fejrede, at forfatteren Thomas Korsgaard havde fået De Gyldne Laurbær.

Det var ikke det, at hun senere på aftenen faldt på dansegulvet. For som hun siger:

»Det var ikke superunormalt«.

Det, der var anderledes, var, at hun kom til at sidde ved siden af en kvinde, hun ikke kendte, fra et andet miljø. De snakkede rigtig godt sammen under middagen. Der stod vin på bordet, og Lone Hørslev hældte – ofte – op til alle omkring sig. For:

»Når man selv drikker meget, sørger man også hele tiden for de andre, så det ikke ser påfaldende ud«.

Hendes borddame så til, mens Lone Hørslev igen og igen fyldte glassene.

»Og pludselig sagde hun: »Hold da op, hvor drikker du meget««.

Lone Hørslev kigger på mig hen over spisebordet i køkkenet på Vesterbro.

»Så var der lige sådan et øjeblik«, siger hun.

»Og så jokede vi om et eller andet, og den gode stemning var oppe at køre igen«.

Men bemærkningen blev siddende i baghovedet på hende.

»Hvis der ikke havde været noget om det, havde det været lige meget. Men jeg tog den sætning med hjem, fordi det resonerede inden i mig«, siger hun.

Ikke mere, end at hun alligevel endte ved vinhylden i Netto dagen efter.

»Det var søndag, og hvad fanden? Jeg skulle jo ingenting. Så hånden ud, vinen ned i kurven«, siger hun.

»Og så spildte jeg en dag med at drikke vin og se ’Spise med Price’ på computeren«.

Men da hun vågnede mandag morgen, var det borddamens ord, der sad i hovedet på hende.

»Og så tænkte jeg: Måske skal det stoppe nu. Måske har du bare drukket det, du skulle«.

Nobody cares

Det er et år og ni måneder siden, at den nu 49-årige forfatter Lone Hørslev holdt op med at drikke. Sådan forholder det sig ikke rigtig med hovedpersonen i hendes nye roman, ’Svømmende, rygende, grædende’, der udkom 22. februar.

Romanen er en 278 sider lang brandert, der udspiller sig over en weekend, hvor forfatteren Anna både når til bryllup og en tur på Louisiana. To begivenheder, der udløser hver sit blackout.

»Der findes næsten ingen litteratur om kvindelige alkoholikere. Men hvis de ikke bliver beskrevet, og hvis der ikke er nogen kvinder, der står frem og siger: »Jeg drikker for meget«, kunne man få den tanke, at de slet ikke findes i verden«, siger Lone Hørslev.

Anna drikker. Alt for meget. Men helt ærligt, bare fordi man tager et lille glas. Og styrter på sin cykel, brækker hånden og får et blåt øje. Eller ikke lige har det fulde overblik over, hvordan man er kommet hjem fra en bryllupsfest eller et museumsbesøg.

»Nobody cares«, som hun konstaterer i romanen.

Hendes søn er nemlig droppet ud af gymnasiet og er rejst til New Zealand, så Anna er alene. Og kan altid finde en anledning til at drikke.

Hvis nogen taler grimt til hende ved kassen i supermarkedet, er det jo klart, at der ryger en flaske cognac ned i indkøbsposen.

Og hvis nogen på Louisiana misforstår, hvad hun siger, kan hun også lige så godt bestille en flaske rosé i cafeen, selv om hun egentlig havde bestemt sig for ikke at drikke mere den dag.

Pludselig er flasken drukket. Og den næste bestilt. Så bliver det nok heller ikke i dag, hun kommer i gang med at skrive den krimi, hun for længst har lovet forlaget og hævet forskuddet for. Og som hun forestiller sig skal sælge i pallevis i Bilka.

I modsætning til hendes digtsamling ’Aber onanerer med øjnene åbne’, der solgte i 336 eksemplarer, og som Weekendavisens litteraturanmelder Lars Bukdahl – i romanen altså – kaldte »grusomt gumpetung«.

For enden af sin brandert skal Anna flytte. Men som weekenden skrider frem, kan man godt blive bekymret for, om der nogensinde kommer noget ned i de flyttekasser, hendes søster snart kommer for at fragte til Sydhavnen.

»Anna kan ikke se, at det koster hende noget at drikke. Sådan er det, når man bliver fanget ind af alkohol. Men den, der læser bogen, kan se det«, siger Lone Hørslev.

»Det er en historie, der handler om at finde sin bund«.

»Mine venner får et chok«

Lone Hørslev er også lige flyttet. Fra Valby til Vesterbro. Så nu sidder vi her, på hver sin side af spisebordet i hendes nye køkken med stempelkaffe i de kongelige porcelænskopper og fyldte chokolader på et fad.

Håret er stadig farvet sort. Og står som en skarp kontrast til den røde læbestift. Ligesom på de forfatterfotos, der har ledsaget hendes efterhånden 13 bøger. Men der er også noget andet, noget blødere i trækkene. Og Birkenstock på fødderne.

»Det har givet mig et roligere liv at stoppe med at drikke«, siger hun.

»Og et andet mentalt overskud. Til min egen overraskelse sover jeg også bedre om natten«.

Så griner hun.

»Altså, det kan godt være, at det også har noget med alderen at gøre, men det er virkelig en lettelse«.

I soveværelset ved siden af køkkenet står et par guldstiletter parkeret under en stol. De er til hendes udgivelsesreception.

Hun finder et nyindkøbt sæt tøj frem fra skabet, der er overstrøet med guldpailletter. Det er dem, stiletterne skal være i selskab med til receptionen. Som i øvrigt bliver alkoholfri.

»Mine venner får et chok«, siger hun.

»Men jeg har lyst til at holde en reception uden alkohol. Jeg sagde til min datter, at jeg var bange for, at folk måske bliver sure eller slet ikke kommer. »Arj, mor«, sagde hun. »Nu må du holde op med at være sådan en pleaser««.

»Så nu bliver det sådan«.

Thomas fra B-klassen

Frihed og skam. Det er de to ting, alkoholen altid har forsynet Lone Hørslev med. Fra de første forsigtige branderter i 8. klasse i Vestjylland til den sidste mere solide i maj 2022.

Lone Hørslev var »ekstremt genert og hæmmet« som barn og ung. Hun rakte aldrig hånden op i timerne og rødmede, hvis hun blev spurgt om noget. Og da hun kom i puberteten, var alt det med drengene »bare frygtelig skræmmende«.

Til sin allerførste fest på ungdomsskolen i Mejdal i udkanten af Holstebro drak hun sig fuld hjemmefra. Og gik direkte hen til Thomas fra B-klassen og kyssede ham.

»Han må virkelig have undret sig, for vi havde aldrig talt sammen. Men der oplevede jeg, hvor frisættende alkohol er. Pludselig kunne jeg være til stede blandt andre. Skuldrene faldt ned, og angsten forsvandt«.

Men lige bagefter kom skammen.

»Jeg var jo ved at dø over, at jeg skulle i skole igen. Det var så uoverskueligt, at jeg var ved at melde mig ud af skolen. Jeg kan stadig mærke det i hele kroppen. Angsten for, at jeg skulle møde ham«.

»Men til den næste fest gentog det sig jo«.

Hele sit voksne liv har Lone Hørslev drukket socialt og elsket den lethed, der indfinder sig, når de første glas rammer nervetrådene.

»Jeg kommer fra forfattermiljøet, hvor det er meget almindeligt at drikke meget. Der er hele tiden receptioner, middage og sammenkomster. Og masser af alkohol«, siger hun.

Med tiden flyttede vinen også ind i hverdagene. Og Lone Hørslev drak oftere og oftere alene.

»For jeg kunne godt lide at drikke, til det slukkede. Og det skammede jeg mig over«, siger hun.

Frem til pandemien kunne hun holde det på »et tåleligt niveau« og drak mindre, end hun havde lyst til.

Da landet lukkede ned i foråret 2020, var hun lige gået i gang med at skrive sin forrige roman, ’Halvt i himlen’. Og tilbragte coronatiden i sin lille lejlighed i Valby sammen med sine to børn.

Mens andre hamstrede toiletpapir, var Lone Hørslev mest optaget af »ikke at gå ned på vin«. Og havde pludselig verdens bedste undskyldning for at drikke.

»Jeg har altid drukket på min frygt og på mine følelser. Med corona kom frygten for Jordens undergang«, siger hun.

»Og hvis der er noget, der tænder de tilladende tanker, så er det Jordens undergang«.

Kom nu! Jeg ved, I har det

Jorden endte med ikke at gå under. Men Lone Hørslev fortsatte med at drikke, længe efter at landet var blevet sig selv igen.

I november 2021 havde hun været ret voldsomt i byen med sin kæreste, aftenen inden hun skulle interviewes på Bogforum om sin roman ’Halvt i himlen’.

Da hun trådte ind i Bella Center, brød hun sammen, overvældet af de mange mennesker og udsigten til at skulle op på en scene. Både redaktøren og intervieweren kom ilende til.

»Jeg syntes bare, det hele var træls. Og det eneste, jeg kunne tænke på, var: ’Altså helt ærligt, har I ikke noget alkohol? Kom nu! Jeg ved, I har det’«.

Så fik hun noget vin. Og bagefter fik hun noget champagne. Og kort efter sad hun på scenen med champagneglasset i hånden og tænkte: ’Det her kører skidegodt’.

»Jeg koblede det overhovedet ikke til, at jeg havde et problem med alkohol. Jeg forbandt det med, at jeg havde et skrøbeligt sind og en sensibel natur. Og derfor blev jeg selvfølgelig nødt til lige at få noget alkohol«.

Mange er på stikkerne og nervøse, når de skal optræde på Bogforum, siger hun.

»Det er derfor, alle forlagene har backstage-barer. Jeg har aldrig været på Bogforum uden virkelig at gå til den. Ingen synes, det er underligt, hvis en forfatter er lidt småberuset på arbejdet. I andre brancher får man jo ikke stukket et glas vin i hånden, når man møder på arbejde. Men de fleste mennesker har en forestilling om, at kunsterne og alkohol hænger sammen«.

Lone Hørslev gennemførte en lille håndfuld interviews i fin, beruset stil. Om aftenen tog hun til forlagets forfattermiddag og drak videre. Og blev »megauvenner« med en af de andre forfattere.

»Altså sådan helt sindssygt. Med råb og skrig og drama. Der var altid masser af drama, da jeg drak. Nu er mit liv blevet lettet for drama«, siger hun.

Og griner lidt.

»Det synes min kæreste er virkelig dejligt«.

I mange år troede Lone Hørslev, at det var alkohol, der gav hende ro og overskud.

»Det er først, efter at jeg er stoppet, at jeg har opdaget, at jo mere man drikker, jo mere skrøbelig bliver man. Glædes- og lykkehormoner kommer med rusen. Men bagefter falder dopamin-, endorfin- og serotoninniveauet. Og jo mere du drikker, jo dårligere bliver du til at producere dem selv«.

»Jeg troede helt ærligt, det var et personlighedstræk. Men jeg føler mig hverken særlig porøs eller sensibel, efter at jeg er holdt op med at drikke. Og jeg kommer ikke til at bryde sammen, når jeg skal på Bogforum til november«.

Så er der Fernet Branca

’Tilegnet alkoholikeren, der stadig lider’, står der bagest i Lone Hørslevs nye roman.

Den udkommer i en tid, hvor også andre stemmer taler om kvinders skamfulde forhold til alkohol. Eksempelvis journalisten Anna von Sperling i bogen ’Fulde liv’ om alkohol som et nedarvet frihedssymbol, der ender med at være et stof til at holde dagene kørende.

’Svømmende, rygende, grædende’ udkommer også i halen på en stribe udenlandske bøger i genren quit lit skrevet af britiske og amerikanske kvinder, som hylder et mere reflekteret forhold til alkohol. Mest kendt er britiske Ruby Warringtons ’Sober Curious’, der udkom på dansk i 2022.

Når flere i disse år skriver om kvinders alkoholforbrug eller -misbrug, er det ifølge Lone Hørslev, fordi der efter #MeToo er blevet bedre plads til at fortælle historier, som kvinder traditionelt har holdt for sig selv.

»Der bliver også talt mere om psykisk sårbarhed og overgangsalder – ting, vi heller ikke har hørt ret meget om før«.

Selv er hun vokset op i et parcelhuskvarter uden for Holstebro, hvor der hverken var »psykisk syge, homoseksuelle eller alkoholikere«.

»Det fandtes ikke. Men måske er det bare blevet tid til at få luftet lidt ud og sige tingene, som de er, i stedet for at gå og putte med tingene inde bag de nedrullede gardiner«.

Det er forbundet med en anden skam for kvinder at drikke, end det er for mænd, siger hun. Dels fordi kvinder traditionelt har stået for »hus, hjem og børn« og derfor »ikke bare kunne slippe tøjlerne«.

»Men i vores kultur er der også noget usexet og uattraktivt ved at være en kvinde, der ikke kan styre sig«.

Derimod har det altid været »fuldstændig naturligt« for mænd at drikke som en del af deres fællesskab.

»Så er der Fernet Branca til morgenmad, når man er på jagt. Fodbold og fadøl hører også sammen. Og hvis man ikke er med til det, er man lidt svag i det«.

Mens mænds skam er forbundet med at være for lidt, er kvinders skam forbundet med at være for meget, siger Lone Hørslev. Derfor drikker kvinder oftere derhjemme, hvor ingen kan se det.

»Kvinder er bange for at råbe for højt, danse for vildt, drikke for meget og komme ud af kontrol«, siger hun.

»Og det dømmer vi både os selv og hinanden på«.

Plaster og sølvpapir

Hovedpersonen i den nye roman er en slags fremskrivning af, hvordan det kunne være gået, hvis Lone Hørslev ikke var holdt op med at drikke. Hvis hun nu ikke havde en kæreste, eller hvis hendes børn ikke længere ville se hende. Hvis hun fik en skrivekrise eller oplevede et dødsfald tæt på.

»Hvis jeg virkelig blev revet ud af min comfort zone, ville jeg så drikke mere? Ja, det ville jeg 100 procent sikkert. Ville det se ud, som det ser ud for Anna? Ja, det ville det måske«.

»Så det er jo den måde, hun er blevet til på«.

For Anna har dommedagsangsten fra pandemien ikke rigtig sluppet endnu. Så en dag kommer posten med en stor prepper-kasse, hun ikke kan huske, hun har bestilt.

Kassen er vanvittig tung. For ud over kiks, plaster og en sølvfarvet overlevelsesponcho, som Anna tager på, da hun i bil kører sig selv og sin solide promille til Louisiana, er hele bunden af kassen foret med litervis af papvin.

Lone Hørslev har også sådan en overlevelseskasse – bare uden den tunge bund.

Hun henter papkassen og folder låget ud på spisebordet. Tager den sølvfarvede termiske poncho på og hiver et knæklys og en fløjte med kompas op af kassen. Der er også nogle mundbind, viser det sig. Og et termisk tæppe.

»Og her er vandrensningstabletterne. Ja, jeg ved ikke lige, der er kun 50, så du får ikke nogen«, siger hun ud gennem den sølvfarvede hætte.

Angst og paranoia fylder en del i romanens Annas verden. Men selv om hun har baghovedet fuldt af atomkrig, katastrofetanker og indbrudsfantasier, er den største krise ikke noget, sølvponchoen kan klare. Den er udløst af, at hendes 18-årige søn er flyttet om på den anden side af Jorden.

»Hun ved ikke længere, hvem hun er, når hun er ikke er mor«, siger Lone Hørslev, der har beholdt ponchoen på, da hun sætter sig ned igen.

»Mit eget alkoholforbrug eskalerede også, i takt med at mine børn blev store og stod på tærsklen til at flytte hjemmefra«.

Er Lone skør?

Kort tid inden Lone Hørslev stoppede med at drikke, var hun med en veninde og en bekendt til en fest med fri bar. Uheldigvis bestod den af gin og tonic. Og Lone Hørslev kan ikke tåle spiritus.

Så efter nogle stykker af dem kunne hun ikke finde tilbage til bordet, når hun havde været på toilettet. Hun vidste faktisk heller ikke, hvor hun var. Og kunne ikke kende sin veninde og sin bekendt.

Men der var ikke rigtig nogen, der sagde noget bagefter. Ifølge Lone Hørslev er der faktisk aldrig rigtig nogen i hendes omgangskreds, der har sagt til hende, at hun måske drak lidt meget eller lidt for tit.

»Vi er ret berøringsangste over for alkoholmisbrug, som vi forbinder med noget meget privat. Jeg ved heller ikke, hvordan jeg ville have taget imod det. For jeg havde svært ved at forestille mig et liv uden alkohol dengang og ville bare gerne være i fred«.

Men forleden sagde hun til sin veninde fra festen, at hun synes, det er påfaldende, at ingen nogensinde har kommenteret det. For Lone Hørslev drak som regel meget og hurtigt, når hun var ude. Og de havde jo set, hvordan det gik til festen med gin og tonic.

»Og så svarede hun, at jeg godt nok havde været meget underlig den aften. Bagefter havde min bekendt spurgt min veninde: »Er Lone skør?«. Min veninde havde forsikret hende om, at det var jeg ikke. Men sagde til mig, at hun selv havde tænkt, om jeg måske havde fået en hjerneblødning«.

Hun løfter blikket og ser mig ind i øjnene. Og kommer til at grine.

»Altså helt ærligt. En ting er, at hun ikke ville konfrontere mig med min måde at drikke på. Noget andet er, at hun ikke engang reagerede, selv om hun troede, jeg havde fået en hjerneblødning«.

»Men det er altså ikke for at sende bolden videre«, tilføjer hun.

»Det er ikke nogens skyld, at de ikke ser det, man selv forsøger at skjule«.

Det kunne jeg ikke

Det var i forbindelse med research til en fiktionsserie om kokainmisbrug, som Lone Hørslev har skrevet manuskript til, at hun for tre år siden begyndte at tale med misbrugere og behandlere om afhængighed. Og opdagede, at hun kunne spejle sig i mange af de ting, de fortalte.

»Drikker jeg mere, end jeg har lyst til? Ja, det gør jeg nok. Drikker jeg oftere, end jeg har lyst til? Ja. Har jeg prøvet at sige til mig selv, at jeg ikke skulle drikke, og gjort det alligevel? Ja, det har jeg i hvert fald«.

Så Lone Hørslev besluttede at holde en pause fra alkohol i hverdagene og kun drikke i weekenderne.

»Men det kunne jeg ikke. Og det var så pinligt«.

Det var først et års tid senere, i slutningen af maj 2022, at Lone Hørslev faldt på dansegulvet til laureatfesten. Og tog sin borddames ord med hjem.

Da hun kiggede på sin kalender for juni 2022, kunne hun tælle 15 arrangementer med fri bar. Tre dage i træk skulle hun optræde med digte og musik for 900 mennesker i Glassalen i Tivoli. Hun skulle til koncerter, receptioner og festivaler. Og tre runde fødselsdage.

»Måske var det også medvirkende til, at jeg tænkte: Jeg klarer det ikke. Jeg går ned med flaget, hvis jeg skal til alle de arrangementer med fri bar«.

Hun gennemførte junis arrangementer uden alkohol. Og tog fat i de to mennesker, hun kendte, der var holdt op med at drikke, og som introducerede hende for et alkoholfrit fællesskab i AA. Derudover var hendes kæreste den eneste, hun i første omgang fortalte det til.

»Jeg var meget nervøs for, hvad han ville tænke, og om det ville gå ud over vores forhold. Skulle vi så aldrig mere i byen eller på restaurant sammen? Men han sagde bare: »Fint nok, så lader vi bare være med at drikke««.

Har han aldrig haft en fornemmelse af, at du drak for meget?

»Jo, det har han måske nok, men vi bor hver for sig med hver sine børn og er weekendkærester. Så det har meget været ferie, fester og restauranter. Der har altid været noget at fejre – om ikke andet at vi nu var sammen«.

Før i tiden har hun selv haft det sådan, at hun ikke gad være sammen med folk, der ikke drak. Fordi det måske ville blive en kedelig aften.

»Jeg har også været enormt bange for selv at være kedelig. I dag tænker jeg: ’Okay, så må folk synes det. Jeg er ligeglad. De kan sgu da selv være kedelige’«.

I begyndelsen var hun nervøs for, hvad hendes venner og hendes familie ville tænke.

»Men ved du hvad?«, siger hun.

»Nu er der gået et år og ni måneder, hvor jeg ikke har drukket. Og jeg tror ikke, der én eneste gang er nogen, der har spurgt hvorfor. Alle er fuldstændig ligeglade«.

»Nobody cares«.

Kager, slik og desserter

Når det er forår, og folk sidder med deres hvidvin i solen, kan Lone Hørslev godt tænke: Det gad jeg egentlig også godt.

Men man behøver ikke altid følge sine impulser, siger hun. For de kommer og går. Ligesom de følelser, man har lyst til at fortynde med alkohol. Og faktisk fylder det ikke ret meget længere.

»Når vi er ude at spise, tænker jeg på det, som en allergiker ville tænke. Du kigger jo heller ikke længselsfuldt efter en skål peanuts, når du ved, at den kan slå dig ihjel. Til gengæld er der en hel verden af kager og slik og desserter, der har åbnet sig«, siger hun.

Hun har meldt sig ud af sit band, Mouritz/Hørslev Projektet, fordi det gør hende nervøs at spille koncerter. Og der står ikke længere 15 arrangementer med fri bar om måneden i hendes kalender. For som hun siger:

»Det var jo også Lone, der var glad for at drikke, der sagde ja tak til de 15 invitationer«.

Kaffekopperne er tomme. Vi sidder lidt og kigger på resten af chokoladerne og knæklyset på bordet imellem os. Lone Hørslev trækker sin sølvpapirsponcho af og begynder at pakke den ned i overlevelseskassen.

Jeg spørger hende, hvad hun håber på at skubbe til med sin roman og ved at fortælle sin egen historie.

»Jeg vil gerne give kvinder, der har et problem med alkohol, nogen at spejle sig i«, siger hun.

»De skal vide, at de ikke er de eneste. At man kan komme sig af alkoholisme, selv om det ser fuldstændig umuligt ud«.

»Og at der findes et godt liv på den anden side«.