I sin nye roman præsterer Lone Hørslev det kunststykke at skrive fra en selvbedragerisk bevidsthed. Der fortælles fra Annas synsvinkel, (overvejende) i tredje person. Anna er 47, forfatter, fraskilt og barnløs mor; hendes store søn, Theo, er rejst til New Zealand.

Vi møder hende i lyserødt festdress, med brækket arm og en flaske hvidvin mellem lårene, kæmpende for at skrue den op, så hun lige kan få et enkelt glas mere, inden hun skal til et bryllup, som hun ikke rigtig gider. »Theo er flyttet./ Vinen er kold./ Hånden gør ondt«. På vej ud ad døren får hun øje på en kat i haven; den skal i bogens løb rykke tættere på hende. Selv føler hun sig ofte som en mus, »en sjoflet, mishandlet og udgrinet mus«.