For mange år siden var jeg til en forelæsning i USA om seriemordere. Den berømte FBI-agent og foregangsmand inden for studiet af ’serial killers’ Robert K. Ressler fortalte om disse uhyggelig mord, som alt for mange gange mangler åbenbart motiv. Det er uhyggelige og skinbarligt ondskabsfulde, sadistiske,nekrofile og grusomt voldelige mennesker. Resslers latente konklusion var, at seriemord er og bliver færre i et velfærdssamfund. Med et finmasket sikkerhedsnet, som opdager de samspilsramte børn, der siden bliver til serielle sadister.
Det er også konklusionen hos psykologen Florence McLean, der er Danmarks førende ekspert inden for psykologisk profilering. Forebyggelse er forskning fulgt op af psykologisk vagtsomhed. Ondskab er – for McLean og andre med samme makabre metier – ikke metafysik eller genetisk. Den er skabt af mudrede omstændigheder. Det er ikke altid samfundets skyld, men desværre alt for ofte, måske altid, familiens skyld. Og i lande, hvor familien står over samfundet som en urørlig og gudgiven helligdom, er det svært at gribe ind. Og forhindre de mange determinerende overgreb på børn, som fører til det, vi kalder for ondskab.
