Man skal som bekendt høre meget, før ens ører falder af.
Og man skal såmænd nok også læse en del, før ens øjne tager skade, men det er næsten lige før, man tænker, at nu sker det – altså det med øjnene, når man har læst sig igennem den amerikanske forfatter Sena Jeter Naslunds roman om den franske dronning Marie-Antoinette. Heri følger man hende, fra hun en dag i maj 1770 forlader Østrig for nøgen at blive overgivet til franskmændene for at blive gift med kongens sønnesøn, og til hun bliver guillotineret 25 år senere. Historien fortælles i nutid og af Marie-Antoinette selv, sådan at læseren gerne skulle få det indtryk, at vi oplever det samme, som hun gør og på samme tid. Men det fungerer ikke, historien om den franske dronning virker i sjælden grad utroværdig, bl.a. fordi psykologien i den udredes på en måde, som det gamle Romanbladet ikke kunne have gjort bedre. Eller skal vi sige værre. Selv om Sofia Coppolas såkaldte storfilm om Marie-Antoinettes liv lige nu kan ses i biograferne, så forled Dem ikke, højstærede læser, til at spilde tid/penge på bogen her.
