I vor litteratur er bonden, skrev Henrik Pontoppidan i 1887, snart blevet »sminket op med dyder og følelser, han aldrig har ejet«, snart »latterliggjort netop på grund af de bedste og solideste egenskaber, som hans særegne livsforhold har fremavlet hos ham«. Det samme kan man sige om de skrifter, hvor præster, forvaltere, godsejere osv. observerede og kommenterede bøndernes adfærd og tænkemåde, og som er kildegrundlaget for Peter Henningsens fremragende disputats. Mens man i 1700-tallet foragtede de ufri og æreløse bønders traditionsbundne træghed, skaber rationalisme, patriotisme og romantik i mod- og samspil omkring år 1800 en helt ny opfattelse, hvor kritikken afløses af »lutter lovord og bondesmiger«. Foragten for bønderne Den massive bondeforagt o. 1750 tilskriver Henningsen enevældens rangsamfund. Opdelingen i veldefinerede stænder overlejres af de mere forplumrede rangklasser, og ville man hævde sig i den nye honnette kultur, var bonden et taknemligt mål. Men heller ikke den gamle danske adel havde nogen høj mening om deres bønder. Foragten kom altså før rangsamfundet (som til gengæld fortsatte, efter at bondesmigeren satte ind), og at den var særlig markant i 1700-tallet, skyldtes nok den voksende kløft mellem elite- og folkekultur. Drukkenskab var på Christian IV's tid som bekendt ikke forbeholdt bønderne, men blev med den nye reformerede og polerede kultur noget typisk bondsk. Også troen på hekse og overnaturlige hændelser havde forenet høj og lav, men blev nu til ren almueovertro, hvor nidkære gejstlige tilmed fandt spor af hedenskab og papisme. Bondementalitet Når nu disse beretninger er skrevet af folk, der så ned på bønderne, eller i det mindste ikke forstod deres adfærd, er de så noget værd? Ja, siger Henningsen, for selv om forfatterne ikke kunne forstå eller forklare bondementaliteten, så var deres iagttagelser så samstemmende og præcise, at vi kan finde ligheder med de bondesamfund, som sociologer og antropologer har udforsket. Typiske personlighedstræk er fatalisme, ringe abstraktionsevne, kort tidsperspektiv, mistillid til fremmede, ulyst til flytning eller forandring. Man klynger sig til status quo (»det skal være, som det er, og blive, som det var«) og ser på 'lykken' som en nulsum: Klarer nogen sig bedre, går det andre dårligere, derfor må en 'moralsk' økonomi uden profit sikre eksistensminimum for alle. Det gav mening i et samfund, hvor alle vidste, at de organiske ressourcer var begrænsede, og hvor bonden ikke kunne være sikker på at nyde frugten af sin egen indsats. Fra Jylland til Sjælland Men hvis »lovgivningen, statsbygningen, godssystemet og rangstatens kultur bidrog til at undertrykke og stigmatisere bonden«, som derfor »umuligt kan have været så moderne, så profitorienteret og så innovativ«, som visse historikere har hævdet (og dem kunne Henningsen godt have taget en direkte debat med), så må man omvendt spørge, om bonden virkelig kan have været så sløv og blottet for initiativ, som Henningsen gør ham til. Man får det indtryk, at bønder aldrig forlod deres fødeby, men det skete vel, at de giftede sig udenbys eller flyttede til købstæderne og København, som ellers ville have haft konstante befolkningsunderskud? Hvad de regionale forskelle angår, har Henningsen i øvrigt en virtuos analyse af sammenhængen mellem godsstruktur og mentalitet: Når de jyske bønder var mere entreprenante end sjællænderne, og det var alle enige om, så skyldtes det, at Jylland havde færre og mindre godser og derfor mindre tyngende hoveri, samt at jyderne (allerede dengang) slap billigere i skat. Jyderne fremhævede til gengæld de gode priser, man fik omkring København, og at nettovandringen i Danmark jo gik fra vest mod øst. Moderne pædagogik Særlig spændende er naturligvis det uventede, som når det siges, at »de flittige driver de dovne til at følge med«, ikke just hvad landsbyfællesskabet normalt krediteres for, eller når bøndernes børneopdragelse »synes som hentet ud af et moderne pædagogisk tv-program om småbørnsfamiliers uvorne unger«! Eller Jeppe Berg, Erasmus Montanus' far, viser sig som en fæstebonde, der trods sit navn og en kone, der hedder Nille, hverken er kuet eller fordrukken, og som omgås ridefogeden på lige fod. Henningsen antyder klientforhold og bestikkelse. Givetvis; at det var sådan, velstående bønder skaffede sig spillerum på andres bekostning, havde Henningsen kunnet se i visen 'Bonde-Plage' (o. 1750). De to Jepper repræsenterer måske de to typer, som Palle O. Christiansen har kaldt 'stræbere' og 'fatalister'. Tilgængelig og velskrevet Bogen er fagligt nybrydende i sin brug af teorier om bondesamfund som nøgle til en nylæsning af (hele) det trykte materiale, usædvanligt for dansk landbohistorie, hvor den arkivalske empiri dominerer. Den er samtidig velskrevet, sprudlende fuld af stof og meget tilgængelig, med udenlandske tekster oversat og ældre dansk moderniseret, skønt mange jo nok vil blive skræmt af dens helt urimelige længde. Endda savnes meget, især religionens rolle (som Steen Busck er ved at undersøge) og debatten om den frie norske bonde. Men det kommer nok i den forskning, som bogen - ud over debat - givetvis vil udløse.