Er forfatteren lig med værket? I 'At rejse er at skrive' opspores og efterspores ti danske forfatteres bevægelser i udlandet sammenholdt med deres værker. Rammen er forgyldt og ureflekteret national. Der er noget gymnasiedansktime over samlingen, hvor temaer anslås, men ikke rigtig foldes ud af de ti bidragydere fra Lasse Jensen til Ulrich Horst Petersen. Uegale bidrag Redaktørerne Poul O. Andersen og Knud Michelsen har arrangeret bidragene med en historisk og en nutidig forfatter skiftevis. Det forekommer at være en bog efter de forhåndenværende søms princip. Bidragene er vildt uegale, og redaktionen formår ikke at lade dem spejle hinanden. Godt råstof Råstoffet er der ikke noget i vejen med. Ti spændende forfattere fra Holberg til Jørn Riel som på hver sin måde har reflekteret over, hvad det vil sige at høre til. Høre til i en tid og i et fællesskab - ofte ved at føle sig udenfor. I introduktionen citerer Martin Zerlang Heideggers dictum 'Der Sprache ist der Haus der Seins', men redaktørerne bruger det ikke til noget. Det forekommer ellers mig at være et centralt spørgsmål til netop dette udvalg. Holberg reddes i Genua af en mand, der taler fransk. Selv rejser Holberg under latinsk navn. Ved et tilfælde finder de ud af, at de begge er danske. Det var ikke faldet nogen af dem ind at bruge deres modersmål. Ved ikke, hvad den vil 'Det danske' er et nationalistisk perspektiv, som ukritisk og ureflekteret lægges ned over ti digtere, der ellers tydeligt demonstrerer den danske stats udvikling fra et multinationalt og flersproget Haus der Seins over den nationale indsnævrings klimaks med Johannes V. Jensen og frem til den globale åbning i vor tid. En åbning, der stadig bekæmpes og beklikkes af nationalismens kanonstøbere. 'At rejse er at skrive' er en utilfredsstillende bog. Den ved ikke, hvad den vil. Titlen lyder dybsindig, men er banal. De allerfleste, der rejser, skriver ikke et ord. Og at en forfatter skriver, når hun rejser, er en selvfølgelig konstatering. Hvad konstituerer det hjemlige? Problemet er 'at rejse'. Her forstås det på det mest bogstavelige som en rejse til udlandet. Den nationale synsvinkel, som vores skolegang har opflasket os med, tages for givet. Men netop en bog om forfatteres møde med det fremmede burde reflektere over, hvad der konstituerer det hjemlige. Det fremmede, som giver os mulighed for at se os selv på en ny måde, har vi jo også inden for statsgrænsen. Her tænker jeg ikke kun på det etniske og det religiøse, men også på det sociale fremmede, som f.eks. en Günther Walraff rejste til. Mellem afstand og nærhed Med Heidegger in mente er det vel nok så meget vores ti landsmænds og -kvinders rejser ind og ud af flere 'sprog-huse', som er spændende. Er Blixen en anden, når hun skriver engelsk for et engelsk publikum, end når hun skriver dansk? Eller Baggesen på tysk? Hvad betyder tyrkisk for Nordbrandt og spansk for Boberg? Modsætningen mellem afstand og nærhed i det enkelte menneskes liv, mellem det fremmede og det hjemlige genfinder vi hos alle ti forfattere. Og vi finder det hos forfattere på alle sprog. Derfor kan vi læse 'Odysséen' og alle tiders rejsebøger. Ikke fordi vi er danske, men fordi vi er mennesker.