Man talte ikke om den negative sociale arv for 80 år siden. Og slet ikke på Limfjordsøen Mors, hvor Vagn Søndergaard voksede op. Men ser man på den nu 82-årige mands korte biografi på flappen til hans bog 'Den blå sten', har han i hvert fald overvundet det negative, som prægede den fattige barndom i et splittet bondehjem, hvor det var småt med kærlighed og åndelig stimulans. Barndomserindringer Vagn Søndergaard blev uddannet bagersvend, men gav sig til at studere i England, Tjekkoslovakiet og Frankrig. Bondedrengen satte træskoene og blev cand. mag. i engelsk og fransk. Han blev i 1960'erne en højt respekteret medarbejder i DR's skoleradio, aktivist i De Danske Vietnam Komiteer og ekskluderet af Danmarks Kommunistiske Parti for sin indsat. Og endelig var han aktivist i Bøssernes Befrielsesfront i 1970'erne. Det sidste fører til det første. Bondedrengen på Mors var nemlig lidt af et særnummer i sit miljø, og det er temaet for de barndomserindringer, der rækker frem til de første krigsår, hvor den nykonfirmerede Vagn bliver sendt ud i verden med sit klædeskab og ellers ikke så meget andet som ballast for en tilværelse, som ikke lover den nye bagerlærling i Viborg ret meget. Gryende seksualitet Livet på gården er ikke nogen landlig idyl. Der strømmer ikke nogen varme ud fra ægteskabet mellem den nervesvækkede, men viljestærke mor og den indesluttede far. Der skal arbejdes for at få bedriften til at hænge sammen. Vagn og hans brødre må tage fat ude og inde. Vagn mest inde, for det huslige falder ham mest naturligt. Han vil også hellere strikke og hækle end sprede møg. Kort sagt, Vagn er det, der dengang hed en tøsedreng. Han bliver da også mobbet for sin kvindagtighed. I den gryende seksualitet er det karlene og de andre drenge, der fascinerer ham og fører til de første erfaringer af kønslig omgang. Der skrives meget om dyrenes kopuleren, der kommer nok så åbenlyst frem i billedet som menneskenes, der på det nærmeste var tabu i den tid på landet. Lokalkolorit Vagn Søndergaard har en fabelagtig hukommelse for detaljer og stemninger. Han husker hvert mirabellehegn og hvert et strå på høloftet, og det er denne omhu for alle de små ting, der løber af med fortællingen og får de spændinger og den mystik, der ligger i det undertrykkende miljø, til at stå mindre klart. Derfor får bogen heller ikke den medrivende linje, som tilsvarende udviklingshistorier af homoseksuelle forfattere har formået at skabe, ypperst den amerikanske Edmund White med klassikeren 'En drengs egen historie'. Sproget krydres med dialekt, der administreres fint i sammenhængen og giver bogen lokalkolorit.