Den bedste spiseseddel, Ekstra Bladets sprogsnedkere nogensinde har lavet, var den, der kunne læses overalt i Danmark dagen efter Danmarks uforglemmelige storsejr over Uruguay ved VM i Mexico i 1986. 6-1 til de rødhvide: »Uru-gu-ku-de-ay«. Nej, gu’ ku’ de ej slå os, de sydamerikanere. Det var der i det hele taget ikke ret mange, der kunne, dengang Danmarks bedste landshold nogensinde tryllede på alverdens udebaner, og det blev en folkesport at tage klaphat på. Heller ikke de mægtige vesttyskere, der blev slået 2-0 ved samme slutrunde. Vindermentalitet Miraklet dengang i Mexico var Sepp Pionteks værk. Den tætte tysker med den uforglemmelige accent forstod fra første færd, at det danske landsholds psyke var dets største fjende. Det var ham, der fik vindermentaliteten indpodet i flokken, og da først det var sket, kunne alt ske, selvom Sepp ikke kunne forhindre en vis fatal tilbagelægning – Jesper, Jesper, Jesper – i skæbnekampen mod Spanien i ottendedelsfinalen – Butragueno, Butragueno – farvel Danmark. ... og unikt spillermateriale Det bør retfærdigvis nævnes, at landstræneren havde et unikt spillermateriale at gøre godt med: Allan Simonsen, Preben Elkjær, Frank Arnesen, Morten Olsen, Søren Lerby, Michael Laudrup, Søren Busk, Jens Jørgen Bertelsen m.fl. Legendariske skikkelser, hvoraf mange den dag i dag sætter et markant præg på fodboldsporten på forskellig vis. Piontek gjorde ’86-holdet til en mytisk størrelse, til en målestok for, hvad lille Danmark kan præstere på grønsværen, hvis bare der er talent, personlighed og vilje nok i teamet. Forspil, kulmination og nedtur Hele denne historie, forspil, kulmination og nedtur, er det Joakim Jakobsens fortjeneste at have blotlagt med indsigt og nerve til mindste detalje i ’Tynd Luft’, der byder på langt mere end undertitlen: ’Danmark ved VM i Mexico i 1986’. Jakobsen, der til hverdag løfter sportsjournalistikken i Weekendavisen, lader sig ikke nøje med kampreferater, men har talt med Gud og hvermand og har et fint blik både for nationale særegenheder, enkeltpersoners særlige psykologi og talent samt alt det, der udgør spillets magi i øvrigt. Om det så er nederlaget ved Dybbøl i 1864 og den måde, det har præget den danske folkesjæl – frem til Piontek! – har Jakobsen det med i billedet. Kulturskabende power Der skal nok være dem, der ikke kan tage det alvorligt, at en voksen mand sætter sig for at skrive en næsten femhundredesider lang hyldest til et dansk fodboldlandshold, men det er, fordi de ikke har forstået den kulturskabende power, kald det bare sammenhængskraft, som udgår fra kombinationen af fædrelandskærlighed, kappestrid og boldartisteri på en græsplæne. For nostalgikere, der ikke måtte have nok i det detaljerede tilbageblik, er der mulighed for hyggelig tillægstid med drengene i Dan Hirsch Sørensen og Hans Krabbes interviewbog, der er skrevet ud fra modellen ’hvad der siden skete’. Denne bogs tidsregning starter allerede den efterårsaften i 1983, hvor det danske landshold bankede de mægtige englændere på selveste Wembley og følger gutterne helt frem til nu.