En af konsekvenserne af den danske krigsførelse i blandt andet Afghanistan er en fornyet interesse for danskere i krig, der netop er titlen på en ny antologi, redigeret af historikeren Rasmus Mariager og skrevet af en række primært yngre historikere. Bogens udgangspunkt er de danskere, der af moralske, nationale og ideologiske grunde og typisk i strid med regeringens neutralitetspolitik i årene 1936-48 valgte at sætte deres eget liv ind i storkonflikterne mellem kommunisme og fascisme og mellem demokrati og diktatur.
Bogens fem portrætter skal give indblik i, hvem de danske frivillige var, og hvorfor de valgte, som de gjorde. Dernæst skildrer antologiens artikler de hjemlige politiske rammebetingelser for deres indsats og giver indblik i de storpolitiske fronter, de frivillige begav sig ud til. Ideen er oplagt og god, men resultatet lettere ujævnt. En fin introduktion Morten Heibergs bidrag om kommunisten Leo Kari, der deltog i den spanske borgerkrig, er mere en fin introduktion til den nyeste spansksprogede forskning og et opdateret blik på Sovjetunionens politik end et indblik i Karis krigsindsats i Spanien. Heiberg viser, at borgerkrigen (1936-39) ikke var dén letfattelige konflikt mellem fascister og kommunister, den ofte er gjort til i litteratur og film, men også rummede interne og blodige opgør i republikanernes rækker. Anderledes fokuseret på portrættet er Mikkel Kirkebæk og Jan Ahtola Nielsen, der skildrer officeren Hans Fenger, der deserterede og tog til Finland for at kæmpe mod den sovjetiske invasion af det nordiske broderland. I modsætning til hovedparten af de 1.000 danske finlandsfrivillige kom Fenger faktisk i kamp i Vinterkrigen og blev dræbt i februar 1940.
