Gyldendals Julebog er en ærværdig institution, et helt kulturbibliotek for sig.
Beskeden af omfang, men stor af vingefang, ydmyg af udstyr, men ædel af indhold skal årets gavebog til venner og forretningsforbindelser være; gerne en forsmag på – eller offspin fra – kommende større udgivelser.
Det kan være hidtil utrykt digtning, breve eller anden analytisk essayistik.
Det sidste er tilfældet i år: 20 taler, der hver for sig er formfuldendte essays i klassisk forstand, med diskret lapset brug af retorikkens gyldne greb.
På den i sig selv ekstra ærværdige post som mahogniforlagets litterære direktør siden 1994 har Johannes Riis måske holdt tyve gange tyve mere eller mindre officielle taler, så denne inddampning kan ses som koncentrat af det bedste, det aktuelt vigtigste – og det personligt mest magtpåliggende.
Tilsammen udgør udvalget nemlig også tilløb til et selvportræt af taleren såvel som hans forlag:
Professionelle trosbekendelser til digtningens særlige indsigt og ytringsfrihedens umistelighed belyst gennem egne litterære præferencer og helt personlige sym- og antipatier – i flere tilfælde rettet mod én og samme person: Dén han holder tale til!
Guf for fremtidens litteratursciologer
Riis’ overtagelse af direktørkontoret efter Klaus Rifbjerg, der havde afløst Mogens Knudsen, var også et skift væk fra den selvfølgelige kulturradikalisme.
Johannes Riis er – som Jørn Lund udtrykker det i et præcist forord – »en fri intellektuel«, men har »gjort det i miljøet vovelige at åbne sig over for en borgerlig regering«.
Uden derfor at afholde sig fra »i 2003 at udtale, at den jammerlige kulturpolitiske situation begyndte med statsministerens undsigelse af eksperter og smagsdommere«.
Svadaen indgik i direktørens årlige tale ved receptionen i Gyldendals gård i august, bogbranchens svar på dronningens nytårstale.
Bogen optrykker i alt fire af de taler, der også har kunnet læses som Politikens Kronik i 2002 (titeltalen), 2003 (om venstrefløjens konservatisme og Foghs og Brians »jammer og klynk«), 2005 (om kanondiskussionen over for bibliotekernes it-oprustning på bøgernes bekostning) og 2006 (om karikaturkrisen og »truslen om at føle sig krænket«).
Fremtidens litteratursociologer kan i Riis’ årlige åbenbaringer om rigets tilstand finde vigtige spor til forståelse af det danske bogmarkeds forvandling i det seneste tiår.
Men i parentes bemærket kan det nu undre, at den bogmarkedskrise, som kulturministeren stadig ikke kan få øje på, skønt den nu truer uafhængige forlag og boglader – og dermed litterær mangfoldighed og eksperimenteren – værre end en svineinfluenza fortsat ikke er grundigt belyst i én eneste dansk bogudgivelse.
Så let var ingen anden kriseramt branche vist sluppet uden om de danske forlags radar.
Indtrængende portrætter
Til de årlige statusopgørelser kommer femten indtrængende, respektfulde, men langtfra håndsky portrætter af danske forfattere, ved pristildelinger, runde fødselsdage eller begravelser, nemlig af Peter Seeberg og Jakob Ejersbo.
Riis, der blev litterat med en magisterafhandling om alvorsmanden Jakob Knudsen, har suverænt afstemt sans for både håndfaste og mere meditative gemytter, fra Hanne-Vibeke Holst til Pia Tafdrup, og han ser det fine hos både beskedne Dorrit Willumsen og frembrusende Frans Lasson.
Og finder venlige, men umisforståelige udtryk for det ufine.
Og talerens selvportræt?
Ja, tilfældet gør, at de seneste taler fra 2008 og 2009 alle drejer sig om forfattere fra Riis’ egen hjemegn, Limfjorden.
Talerne for Knud Sørensen, Ejersbo og Ida Jessen bekræfter den jyske sans for at økonomisere med ordene, selv i litteraturen. Ja, netop dér.
Vittig spinatfugl
Og dén sans udfoldes helt udtrykkeligt i en tale til billedkunstneren Kirsten Christensen over en bunden opgave: Tal om ’kærlighed’.
Det gør manden fra Mors og fra Klareboderne så med blufærdigt koketteri og modvilligt, sammenbidt vid – spinatfuglen er en stor spøgefugl.
Blandt andet med en lang passage båret af væmmelse ved et viderværdigt nymodens ord såvel som den aktivitet, det dækker: ’italesættelse’.
