I fjor tog den tyske journalist Wolfgang Büscher os med på en historisk fodrejse fra Berlin til Moskva. I sin seneste bog går han helt bogstaveligt, men også billedligt til grænsen af sin formåen. Han trækker i én lang rejsedagbog grænsen omkring det nye Tyskland. Han mærker landet på dets yderste, frostbidte arteriers puls og konstaterer, at det slår endnu, det heftige hjerte derinde i folkedybet. Linjerne krydser hinanden Hans rejse er en vinterrejse ligesom den, digteren Heinrich Heine i sin tid foretog. Den går fra de protestantiske provinser i det autentiske nord og det ærlige øst, som han skriver, til det katolske syd og ender i det melankolske vest, der ikke mere ved, hvad det skal stille op med sig selv. Linjerne krydser hinanden: En katolsk figurativ maler har sin modsætning i en frisisk hippiekunstner, der bare laver billeder. Et rædselsfuldt russisk terrorbombardement i det pommerske Kamminke har sit modstykke i den britiske udslettelse af Pforzheim i det modsatte hjørne af den sønderslåede tyske verden. Det ene sted hænger ligene i træerne. Det andet sted finder en læge bare resterne af en broche, hans hushjælp bar, da bomberne faldt og forvandlede alt til aske. Det fortrængte Tyskland Et sted, i Oberstdorf, hans allersydligste rejsemål, danser Maskerne for ham. Det er et karnevalsoptrin med rødder langt ind i den fjerne keltiske fortid: De hæslige Masker slippes løs i folkemængden, som de uigenkendelige unge mænd prygler og ydmyger, det gælder også bogens stolte, protestantiske forfatter, der får enden på komedie. Det er det Tyskland, den moderne verden fortrænger og gør til uskyldig folklore, skønt det bærer den mest nødvendige visdom i sig - at man må konfrontere sig selv med sine dæmoner. De danser for øjnene af os. Om sydens tro skriver han: »Her var religion ikke noget sagligt som hos protestanterne og heller ikke noget sødligt som til jul. Det var det andet, hemmeligheden, den brændende tornebusk, Jakobs natlige kamp. Det snavsede, kropslige, ja, blodige i trosudøvelsen. Der lugtede af røgelse og sved«. Nydes langsomt Blandt mange små og undselige miniaturer tegner Büscher i bogen også to større portrætter af en tysk dæmon og hans modstykke. Nulpunktet er kz-lejren Flossenbürg nær grænsen til Böhmen. Her svælgede kommandanten Karl Weihe i sadistiske henrettelser. To børn kvalte han i strikken ved selv at dingle i deres ben, de små kroppe var jo ikke tunge nok. På den anden side maner Büscher så Franz Anton Mesmer frem i et forsvar for denne modelæge, der midt i oplysningstiden helbredte folk ud fra forestillingen om kropsvæskernes magnetisme. Mesmer fordrev med sine graciøse hænder de dæmoner, der vendte så aldeles frygteligt tilbage. Büscher kan kun læses, hvis man går fra motorvejsgearet ned i skridtgang. Man får intet ud af bogens usammenhængende fortælling, hvis man ikke giver sig tid til at læse den langsomt og nyde forfatterens uovertrufne iagttagelsesevne, der gør bogen til hans egen langstrakte samtale med sig selv. Han er »en vandrende ånd«, der kikker ind i fremmede stuer og sjæle og forsigtigt lukker døren efter sig. Mangel på forståelse? Der må også siges et par ord om oversættelsen. Hanne Lund rammer mesterligt Büschers sprøde fortællesprog (helt herligt f.eks. i udtrykket »den lutherske folkeflab« om nid og nag). Men måske forstår hun hist og her ikke selv, hvad der tales om. Det går f.eks. ikke at skrive 'ravkammeret' med lille 'r', når der tales om et af krigens store og aldrig genfundne kunstrov, Ravkammeret, som tyskerne stjal fra et palads nær Leningrad under krigen. Man kan heller ikke skrive, at forfatteren drak sig et glas 'på de tapre potteplanter'. Det sidste er navnet på et værtshus. Navneord skrives på tysk altid med stort forbogstav. På dansk gør kun egennavne. Men det er så også afgørende.