»Jeg mødte en halv nøgen sort Dreng, der drev med en Stok to store Strudse foran sig, hver af dem saae ud som en forslidt Kuffert paa Stylter, hvortil der var heftet en blodig Svanehals; det var to hæslige Dyr, men de gjorde Virkning i Maleriet«. Der er knald på H.C. Andersens rejseskildringer. Han suger utrætteligt til sig. Det gærer og bobler i hans fantasi. Med blækpennen kradser den store digter resultatet ned på papiret, en heftig collage af sansemættede skildringer, eventyrlige historier fra Historien, vilde fabuleringer, dydige digte og velinformeret kulturjournalistik. Hans blik og hans form er moderne, springende og eksperimenterende, han sprænger alle tidens former og investerer skånselsløst og hæmningsløst sig selv hundrede år, før der var nogen, der kaldte metoden new journalism. På rejse gennem livet Nyudgivelsen af de samlede værker er vel noget af det bedste, der kom ud af det blakkede jubelår. Tina Turner er for længst forsvundet ud i tågerne, men tilbage står 18 meget smukt designede bind. Andersens rejseskildringer rummes i bind 14 og 15. Stavet som han stavede, udstyret med fuldt noteapparat og illustreret med hans fine tegninger, klip og collager. 'Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweiz etc. etc., i Sommeren 1831' (1831); 'En Digters Bazar' (1842); 'I Sverrig' (1851); 'I Spanien' (1863) og 'Et Besøg i Portugal' (1868), i alt 881 sider. Hertil kommer 139 sider mindre rejsebreve etc. For en af de store rejsende i dansk litteratur er det forbavsende lidt. Men Andersen var anderledes. Han var hele livet på rejse, og hele livet skrev han. I Danmark besøgte han herregårde og boede til leje i København, hvor han ustandseligt var ude, på visit, i teateret, til middag. Som Klaus P. Mortensen fortæller i sin fine introduktion til rejseskildringerne, var Andersen fast gæst på faste dage hos hele seks familier, den sidste dag i ugen blev holdt fri til invitationer. Den store feterede forfatter havde passeret 60 år, før han anskaffede sig en seng. Alt, hvad Andersen skrev, var i den forstand skildringer af ham selv på rejse gennem livet. García Márquez' titel på sin selvbiografi kunne stå som motto for Andersen: 'Leve for at fortælle'. Det opsøgende, flirtende blik »Banevogteren fik min Kuffert på Ryggen, Natsæk og Hattefoderal over Skulderen, og Vandringen begyndte«. Andersen skrev for et publikum, som ikke selv havde set de steder, han skrev om, og ikke havde muligheden for at rejse. Rejse var en luksus, vi slet ikke kan forestille os i dag. Det betød dog ikke, at stederne var ukendte. Andersen opsøger og skriver op imod deres traditionsbundne historier. Når han er bedst, lykkes det ham at gribe stedernes historier og med sit nervøse, modsætningsfyldte digtersind forvandle dem fra gammel tradition til ny individualitet. Han udmaler sin nervøsitet og kaster sig ud i halsbrækkende diligenceture gennem røverland i Andalusien og opstande i Besarabien. Han frygter det eksotiske, og han kan slet ikke få nok af det. Han søger familiens tryghed og hader at sidde fast, han higer efter bekræftelse og skælder ud på sine kritikere. Han har et opsøgende, flirtende blik for kvindelig skønhed - og for den mandlige. Men hans flirt forbliver platonisk, det er de små piger, han sætter op på skødet og fortæller eventyr. Hele dette udtræk af sjælstilstande giver hans rejseskildringer dynamik og en personlig nødvendighed, som ubesværet taler til os tværs over 150 år. Fællesskabet Et højdepunkt er 'En Digters Bazar' fra 1842, hvor han på halvandet års europarejse når til Tyrkiet. Andersen kommer fra et Danmark, som dengang hverken var rigere eller mere udviklet end Tyrkiet. For hans publikum var fattige hytter og snavsede gader hjemligt og velkendt. Fattigdommen var ikke eksotisk, hverken i Odense eller Constantinopel. Det var kulturen derimod, og den begejstres Andersen over med en åbenhed, der må vække til eftertanke i dag. Istanbul går rent ind. Derwishernes hvirvlende dans betager ham, basaren med persere, armeniere, bulgarer, jøder, fornemme tyrkere, pyntede grækere og tilslørede kvinder beskriver han i et gnistrende veloplagt sprog. Andersen møder Tyrkiet og islam uden fordomme. Tværtimod ser han et fællesskab, om end det ikke umiddelbart bliver gengældt af de bedende i Hagia Sofia: »Se ei saa vred paa os, Du gamle Præst, din Gud er ogsaa vor Gud! Naturens Tempel er vort fælles Guds Huus«. En udfordring I de små fyrre år Andersen rejser, opfindes jernbanen, telegrafen og fotografiet. Han elsker den nye tids teknik og tiljubler entusiastisk »den unge Tids gigantiske Tanke at drage Byerne til hinanden ved Damp og Jernbånd.« Vi er med første gang, han skal prøve at køre på en jernbane, og fartens muligheder gør ham svimmel. Andersen tvivler ikke på, at »Dampens magt« vil gøre verden rigere, både materielt og åndeligt. »De materielle Kræfters Benyttelse og Udvikling ere Bærerne for Aandens skatte, de ere Grenene for den aandelige Frugt, som kommer«, som han begejstret skriver efter et besøg ved papirfabrikken i Silkeborg, nyanlagt i de store skove. At teknikken skulle fjerne poesien i rejsen og verden afviser han. Tværtimod erklærer han programmatisk efter på første hånd at have oplevet den industrielle revolution i Sverige: »I Videnskaben ligger Poesiens Californien!«. Det bedste ved Andersens rejseskildringer er, at han udfordrer os med sit fordomsfri syn på udviklingen og det fremmede. Tag den og bliv underholdt! 'En Digters Bazar' findes også som Tranebog og udkom sidste år som lydbog. God fornøjelse!