Med Axel Honneths bog 'Kamp om anerkendelse' tager Frankfurterskolen en usentimental og erklæret afsked med Karl Marx. Den sociale kamp har afløst klassekampen. For Honneth er et ekspansivt menneskerettighedsbegreb den alen, hvormed vi i dag skal måle politiske fremskridt. Social modstand i vores verden skyldes dybest set, at udsatte grupper nægtes en anerkendelse, de har krav på. Denne krænkelse bliver et moralsk anstød til samfundsmæssig forandring, der ligger dybere end det umiddelbare ønske om økonomisk overlevelse eller snævre faglige interesser. Anerkendelse Honneth understreger etikkens betydning for samfundsdannelsen og forkaster machiavelliske forsøg på at gøre staten til skueplads for alles kamp mod alle. Men kampen for anerkendelse er også det stik modsatte af revolution og klassekamp. I retsstaten opnår man anerkendelse gennem en universel og dermed moralsk baseret kamp for retten til at tage del i det politiske og sociale ansvar. Man kæmper for at komme ind, ikke for at styrte omkuld. Det er også selve grundbetydningen af begrebet 'anerkendelse'. Når man anerkendes, er det som retssubjekt, som samfundsborger og aktør i en proces, der bestandigt udvider den enkeltes autonomi. Fællesskabsfordrende indstilling Honneth efterfulgte filosoffen og sociologen Jürgen Habermas ved Goethe-universitetet i Frankfurt. Med sin vidt berømmede bog fra 1992 tager han tråden op efter den prøjsiske statsfilosof Hegel, der introducerede begrebet anerkendelse i den sociale tænkning. Men han korrigerer Hegel ved at vise, at der med enhver politisk anerkendelse følger et historisk betinget ansvar, der begrænser autonomien. Den politiske offentlighed vil nemlig altid finde konkrete, ikke eviggyldige svar på, hvad der er 'det fælles gode' i samfundet. Det kalder Honneth med et hegelsk udtryk for »sædelighed«. Herved forstår han »en fællesskabsbefordrende indstilling«. Den forudsætter, at vi kommunikerer med hinanden. Mellem Kant og Habermas Sin teori lægger han derfor med egne ord et sted mellem oplysningsfilosoffen Kants moralteori og de kommunitaristiske etikker. Anerkendelse begynder med Kants berømte kategoriske imperativer, der siger, at en borger skal optræde, som om hans handlinger kunne gøres til samfundets love, og ender i Habermas' moderne tanke om kommunikativ handlen. Frit valg på alle hylder Honneths bog er i store træk en kritisk gennemgang af anerkendelsesteorien hos Hegel og den amerikanske socialpsykolog G.H. Mead, hvis forelæsningsnoter om emnet udkom i 1934. Honneth bruger Mead til at forankre Hegels idealistiske og metafysiske spekulationer i en moderne videnskabelig sammenhæng. Det projekt er dømt til at mislykkes lige så grundigt som Honneths efterfølgende inddragelse af udvalgte psykologiske teorier. I sammenligning med dem er Hegels idealisme for slet ikke at tale om ganske almindelig teologi grundfæstet naturvidenskab. Her er der da i det mindste ikke frit valg på alle hylder. Menneskets befrielse Såvel Hegel som Mead mener, at kampen for anerkendelse er en dialektisk proces, der får samfundet til at udvikle sig i retning af stadig større civilisation. Den ikke-anerkendte part begår, med den statstro Hegels dramatiske udtryk, en forbrydelse for at påkalde sig sin modparts opmærksomhed. Gennem denne vedvarende kamp, der kan være på liv og død, hæver samfundet sig op på stadig højere trin. På samme måde ser Mead det individuelle menneskes historiske befrielse som en langstrakt kamp om anerkendelse. Negative følelsesreaktioner Honneths styrke ligger i hans påvisning af, at denne kamp især inden for retsområdet har bevæget sig fra et krav om lighed for loven til at blive en kamp for en lang række rettigheder, f.eks. adgang til uddannelse, sundhed, forsorg, ligestilling osv., der alle bidrager til at styrke individets autonomi og engagement i samfundet. I sine bestræbelser for at underbygge Hegels idealistiske begreb med objektive iagttagelser, der kan gøre anerkendelsesteorien til en social videnskab, opdager Honneth, hvad han selv betegner som »det psykiske mellemled«, der skal forklare, hvorfor det overhovedet kommer til kamp og dermed til positive samfundsforandringer. Når de forsmåede ikke bare passivt affinder sig med deres skæbne, men aktivt søger at gøre en ende på den, skyldes det negative følelsesreaktioner, der kan konstateres hos mennesker, der er blevet udsat for fysiske overgreb, udelukkelse eller ringeagt. I den slags situationer mobiliserer mennesket en følelsesmæssig indignation, der kan munde ud i social modstand og kamp for anerkendelse. Reaktionære motiver Iagttagelsen er givetvis rigtig. Men er konklusionen det også? Har Honneth sammen med Hegel og Mead fundet kilden til en veritabel 'social grammatik'? Følger disse følelsesmæssige gensvar automatisk en kurs, der gør samfundet mere civiliseret? Det helt indlysende svar er nej. Det er fatalt for Honneths bog, at den kun i én enkelt sætning, tre sider fra bogens slutning, minder om, at vi må skelne mellem »progressive og reaktionære motiver«. Måske falder konflikten omkring Jyllands-Postens Muhammedkarikaturer i sidste kategori. Ifølge Honneths positive teori skulle såvel krænkelsen som den efterfølgende voldsomme og voldelige muslimske reaktion bidrage til samfundets almindelige forbedring. Men hvis hverken udfordreren eller den krænkede parts talsmænd er ægte interesserede i gensidig anerkendelse og integration, men kun besat af, hvad Honneth ville kalde reaktionære motiver, kan det gå galt. Kommer ikke af sig selv Man må forstå Honneth således, at progressive konflikter er anerkendelseskampe, der sigter på en stadig større universalitet og lighed i samfundet, og at deres struktur er emnet for hans bog. Reaktionære konflikter vil derimod ekskludere andre fra fællesskabet, og de fører erfaringsmæssigt til civilisationstab eller frygtelige ødelæggelser. Men dette problem er ikke nævnt, endsige behandlet i bogen. Medmindre Honneth arbejder med en tidshorisont, der er så overlegen, at den strækker sig hen over det 20. århundredes ufattelige massemord, racistiske fornedrelser og totalitære undertrykkelse og frem mod lysere tider, må han nok opgive tanken om, at samfundets forbedring i store træk kommer af sig selv. Disse onder blev ikke overvundet alene ved hjælp af Hegels dialektik.