Som forfatter er Vagn Predbjørn Jensen (f. 1936) en udpræget traditionalist, hvad der kan give hans stemmeføring et vist præg af usamtidighed. Om sin forfatterpraksis skriver han, at han altid har bestræbt sig på at skabe størst mulig klarhed og struktur i det følelsesmæssige kaos. Det har han gjort i en lang række romaner med fortrinsvis historisk stof, senest i romanen 'Regnskab' om retsopgøret efter besættelsen. Notere folkeminder Det er også en verden af i går, der kommer til syne i disse 'Glimt', som hans nye bog hedder. Der er tale om strøtanker, små erindringsstykker, oplevelser af natur, vejrlig og mennesker. Mest prægnante er erindringsglimtene fra barndommen i Vester Vedsted præstegård, fra ungdomsårene og fra tiden som lærer på Skagen og Læsø. Om bogens karakter handler stykket 'Udveje', der i sin helhed lyder: »Da Blicher blev gammel og ikke mere kunne gå på jagt, fangede han fugle i fælder. Og når han ikke kunne skrive noveller, ville han i det mindste notere folkeminder. Jeg, som ikke har fysik til endnu en roman, skriver disse Glimt«. Sympatisk bog Der er med andre ord tale om et skrivende menneskes udvej. Skrive er ikke noget, man bare holder op med. Almindeligvis skal man være varsom med at ulejlige andre med sine tankeglimt i den situation, men bogen er sympatisk. Især de personlige stykker, der oplyser en svunden tid, giver et billede af, hvad der har fæstnet sig i sindet hos en forfatter, som hans læsere nu kan møde i en form, der minder om dæmpet, fortrolig samtale.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























