Er Europa grundlæggende fortabt? Dømt til en fremtid som et tilbagestående islamisk kontinent, hvor de oprindelige europæere med deres kristne værdier og fokus på menneskerettigheder må vænne sig til sharialovgivning, fatwaer og burkatvang.? Det er et argument, man i mere eller mindre ekstreme varianter regelmæssigt støder på i debatten om islam og Europa. Mareridtsversionen om Europa Er man interesseret i en dugfrisk variant af tesen, kan man læse den amerikanske journalist Bruce Bawers nye bog 'While Europe Slept. How Radical Islam Is Destroying the West From Within'. Her præsenterer Bawer mareridtsversionen om Europa for fuld udblæsning, krydret med et solidt skud amerikansk irritation over Europas ladhed og ligegyldighed over for den muslimske trussel. Fundamentalisterne som flertal Når det gælder den muslimske trussel, er Bawers argument som taget direkte fra Pia Kjærsgaard og følger den for danskere så velkendte melodi: De muslimske indvandrere er dårligt integreret, føder masser af børn og bliver familiesammenført i et væk. Om føje år vil de udgøre flertallet af befolkningen, og så vil der ikke være pardon eller plads til andet end fundamentalistiske islamiske værdier. Bøsser, letpåklædte kvinder og andre libertinere kan roligt pakke kufferten eller indstille sig på markant anderledes tider, hvor tilråbene fra drengebander på Nørrebro kun er den allerspædeste begyndelse. Vildledning Så langt, så ikke ret nyt. Når Bawers uhyre ensidige bog alligevel er værd at dvæle lidt ved, skyldes det hans mærkværdige tese om, hvorfor Europa ikke tager dette ekstremt presserende og dødsensfarlige problem mere alvorligt. Set gennem Bawers newyorkerøjne i de 6-7 år, han har tilbragt i Europa, er forklaringen enkel. Den europæiske elite og især medierne har i årtier - siden Anden Verdenskrig, hvis ikke endnu længere - basalt set forrådt og systematisk vildledt deres befolkninger. Hårdfin grænse Medierne og politikerne i Europa udgør i hans tolkning en eksklusiv, sammenspist og ekstremt snæversynet elite, som har skylden for hele miseren. Mens de amerikanske medier ifølge Bawer udgør en varieret palet af synspunkter og holdninger og er generelt gennemsyret af en sund skepsis til det politiske system og regeringen, er Europas medier nærmest at sammenligne med Pravda i 1960'erne. Forskellene mellem Jyllands-Posten og Politiken er for Bawer som den hårfine grænse mellem kaffeis og mokkais. Den gamle verdens forvandling Denne meningsmæssige elite hader USA af et godt hjerte og er skrækslagne for, at m/k'en på gaden opdager, hvor langt bedre tingene kører derovre. De har med misinformation og venstreorienteret propaganda vendt europæerne mod krigen i Irak og - allerværst - fortiet alvoren af den muslimske trussel for befolkningen, der anført af gode kræfter som Lars Hedegaard først nu er ved at vågne op. Formentlig for sent, mener Bawer, der forbereder amerikanerne på at 'miste Europa' og vænne sig til, at den gamle verden er ved at forvandles til et borgerkrigshærget Balkan. Faresignal Nu skal man være meget inspireret af Johannes-evangeliet og andre dommedagsfortællinger for at kunne nikke genkendende til Bawers afgrundsdybe frygt. Men at den udtrykkes af en amerikansk journalist, der har skrevet artikler til liberale aviser som New York Times og Washington Post og har en ph.d. fra et udmærket universitet, bør i sig selv anerkendes som et faresignal. En dyb kløft Ikke et faresignal på, at Bawer har ret, selv om visse pointer naturligvis er ramt lige på sømmet (at det sekulære Europa har vanskeligt ved at forstå, hvor voldsomme følelser religion kan vække i folk, rammer vel meget godt lige for tiden). Langt det meste er noget forsludret nonsens. Men på hvor dyb kløften mellem de forskellige sider i debatten både i Europa og USA efterhånden er, og hvordan selv velbegavede og på mange måder liberalt indstillede skribenter kan gå helt galt i byen, når det gælder integrationen i Europa. Det er ikke noget dansk fænomen, selv om man fra tid til anden kan tro det.