Informations forlag fejrer forfatteren Klaus Rifbjergs 74-års fødselsdag i dag ved at udsende nogle af hans refleksioner under titlen 'Tænkeboksen'. Rifbjerg skriver jævnligt i Information, og dele af dagens tekst har da også været bragt som føljeton i sommerens løb. Sprogtoreador Samfundsrevseren Klaus Rifbjerg, hvis alder nu berettiger ham til forfremmelse fra ronkedor til oggenok, behøver ikke nærmere præsentation: Han er imod snæversyn, dumhed, humorforladthed, overfladiskhed, for-stillelse, undertrykkelse og en mængde andre trælse ting, hvilket De, kære læser, nok vil være enig med ham i. Fordi han er den sprogtoreador, han er, er det altid værd at låne Rifbjerg arenaen - ikke på grund af hans synspunkters nuancer endsige originalitet, men på grund af hans musikalitet, smag, sensitivitet, uhøjtidelige selvironi og en blufærdig hjertets dannelse, som udfoldes bedst, når han skildrer eller erindrer noget konkret. Rifbjerg var en kulturel hovedrolleindehaver i nogle år, der af den historieløse nutid er blevet tildelt et næsten mytologisk skær, og det er skønt igen at få kød og blod på dem. Noget andet er så, om Rifbjerg vil påtage sig krønikeskriverens pligt til objektivitet ... Barnlig Den barnlighed, der gør hans sanseapparat så tyndhudet, er ikke klædelig, når han bevæger sig ind på et område, hvor det ikke er sanserne og sproget, men intellektet og argumenterne, der skal finpudses. Selv om - eller måske især fordi - det er idiosynkrasier, man fører i marken. Det er trist, når Rifbjerg ikke holder sig for god til at gøre sine modstandere værre eller dummere, end de er. Har de fortjent det, er det nemlig slet ikke nødvendigt. Og har de ikke fortjent det, er det lurvet (for at bruge et af mandens egne gode ord). Monolog med spredehagl For eksempel forarger det mig, at han - og det må være mod bedre vidende - af en eller anden grund har behov for at skyde Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen nærmest injurierende synspunkter i skoene, der til overflod er stik modsatte af dem, de forfægter i deres seneste bog. Kan manden ikke læse indenad - eller vil han ikke? Det havde været mere givende at tage diskussionen - om bl.a. offer- og outsiderrollen som de konformes karrierefremmende stunt - i en dertil egnet form frem for i en monolog med spredehagl. Dansk idioti Selv om Rifbjerg har tendens til at se konformismens kødhakker som den altoverskyggende årsag til det officielle småtskårne Danmarks store had til alt fremmed og forbigå de økonomiske og humanistiske bekymringer over indvandring fra ulande, tager han ikke hovedet under armen. Han kalder nogle indvandrede samfundsmønstre så barbariske, idiotiske og absurde, at vi ikke skal acceptere dem. Men fortsætter straks, at vi da heller ikke skal acceptere vores egen kulturs idioti - og så kommer listen med dumhed, forfladigelse, kommerciel udbytning, kunstnerisk nivellering ... Det forekommer mig at være en haltende sammenligning af idiotier, ligesom han ved at trække en lige linje fra nutidens store underklasse af socialt belastede og belastende deltidsdanskere til sine egne tre assimilerede jødiske klassekammerater nærmest kortslutter problemformuleringen ... Derimod er jeg glad for hans præcise påvisning af det pædagogisk uhensigtsmæssige i straks at sige til folk, at alt hvad de kommer med, er forkert. Og han stikker sikkert pennen i den betændte diskussion om danskernes adfærd under besættelsen som et udtryk for vores sædvanlige udspændthed mellem selvglæde og mindreværdskompleks. Humor og humanisme Rifbjergs største styrke som debattør er dog styrken af hans sproglige forhammer, når den rammer de formastelige, der er dumme eller siger ham imod. Den vil med ret stor sikkerhed falde i de kommende dage. Så jeg skynder mig at påkalde mandens humor og selvironi og den generøsitet og humanisme, han bekender sig til med fundamentalistisk sammenbidthed. Som han selv siger: Det er ikke altid, Jeronimus har uret. Og Rifbjerg har indlysende ret i det meste. Det ville være sørgeligt, hvis fremtiden troede, han var den eneste i århundredets tiltagende formørkelse, der tænkte sådan. Så måske skulle vi slutte op om det indlysende i stedet for postmodernistisk at pege fingre ad det?