Filminstruktøren Christian Braad Thomsen, der også har været skribent på denne avis, har til sin allerede imponerende værkliste inden for både film og faglitteratur føjet denne underholdende hybrid mellem erindringer og kunst- og samfundskritik. 'Tidslinjer' går fra forfatterens fødsel i 1940 til indeværende år, såmænd. 'Vreden, Gudinde, besyng!' hedder den med et citat fra 'Iliaden' og dermed de nu midaldrendes gymnasietid. Titlen er velvalgt. Tysk kultur op i flammer Dels vedgår Braad Thomsen sig den vrede, der fylder en del i hans følelsesregister, dels besynger han selv sine helte, og endelig sender han med den en hilsen til den dannelse og de elementære skolekundskaber, der blev begravet med 1970'ernes forfladigede og forfejlede pædagogik (undervisningsminister Ritt Bjerregaard er skurken). For eksempel skriver han således efter en bz-aktion på Det Tyske Kulturinstituts Bibliotek i 1986: »Aktionen førte uundgåeligt tankerne tilbage til nazisternes bogbrændinger i 30'erne, da den tyske kulturs højdepunkter gik i flammer«. Katastrofe til tyskundervisningen »Slumstormerne (som Braad Thomsen skildrede i sine første dokumentarfilm, red .) ville aldrig være endt i denne nazistiske blindgyde, for de havde lært historie i skolen. Det havde bz'erne ikke«. »De var et produkt af den historieløse hvad-synes-du-selv-pædagogik fra 68-oprørets skraldespand, som betød, at nye generationer lærte mere om tegneseriefigurer end om Hitler og kunne slå på bongotromme til Povl Kjøllers børnesange, men voksede op uden kendskab til danske salmer og nationalsange«. Inden læseren brækker sig, skal det hastigt siges, at dette kommer fra en mand, der nærer udtalt foragt for både den krigsførende statsminister og hans støtter i Dansk Folkeparti. Og det skal tilføjes, at den samme mand var en katastrofe til tyskundervisningen på Aarhus Katedralskole, hvor han - nærmest mirakuløst, sin baggrund taget i betragtning - kom til at gå. Jazz-, rock- og filmanmelder Hans specielle, men også klassisk danske blanding af (konkret ildelugtende) husmandssøn og intellektuel opnåede flere af lærernes udtalte velvilje. Således forsøgte en af dem (forgæves) at snyde-hjælpe knægten til at bestå latinprøven. Student blev Christian ikke, men han korresponderede med Thorkild Bjørnvig og diskuterede med K.E. Løgstrup, og han havde da også straks et job som jazz-, rock- og filmanmelder på den meget konservative og bornerte avis Aarhuus Stiftstidende (hed det dengang). Sans for religiøs æstetik På side 105, hvor vi skriver 1966, er den 26-årige Braad Thomsen trods Bo Widerbergs advarsler blandt de første ansøgere til Den Danske Filmskole. Og i resten af bogen fylder filmstøtte og især mangel på samme en del. Det er dog andet og mere end blot personlige regnskaber: Braad Thomsen får overbevisende demonstreret, at film er truet som kunstart, fordi den ligner industri så meget, at industriens og markedets ofte kunsthadende mekanismer hele tiden prøver totalt at overtage den. Mange navngivne mennesker hænges ud i 'Vreden, Gudinde, besyng!', og jeg husker ikke, at jeg havde ondt af en eneste af dem under læsningen ... Når man er 65 år, har man for længst etableret sine kæpheste: Blandt Thomsens er religionen som ødipal fadererstatning - i denne bog nuancerer han velgørende det ofte noget puerile billede, man får af hans holdning desangående i diverse debatindlæg. Her spiller hans fortrolighed med Freud og Jung en stor rolle - ligesom i modsat retning hans sans for den religiøse æstetik. Endt som landsbyidiot En anden kæphest er de fascistoide knopskydninger, der lurer i næsten enhver ideologi og bevægelse, det være sig blandt rødstrømper, skønånder eller socialister. Det har Braad Thomsen et dejligt udogmatisk og skarpt blik for. Ligesom han har et vågent og til tider ublufærdigt, men dog tilgivende øje for egne dårskaber og pinligheder. Ved siden af selvindsigt, selvironi, sarkasme og indignation bæres 'Vreden, Gudinde, besyng!' af kærlighed til navngivne hædersfolk og en næsten hudløs patos - det sidste især hvad angår filminstruktøren Rainer Werner Fassbinder, som Braad Thomsen omfatter med stor og kysk ømhed. Og professionel forståelse: Et sted taler han rammende om Fassbinders »byggearbejde i Godards rygende ruinhob«. To gange citerer Braad Thomsen sin barndoms nabodreng Arne - den eneste af generationen, der frivilligt blev hjemme og overtog gården. Han sagde til den voksne Christian på besøg: »Det er da godt, at filmkameraet blev opfundet, for ellers var du vist endt som landsbyidiot«. Christian Braad Thomsen er endt som landsbyidiot - og gudskelov for det. Hans slags har vi p.t. stærkt brug for i landsbyen Danmark.