Emma Gad blev i årtier betragtet som tåkrympende pinlig og snobbet - udelukkende fordi hun havde været så formastelig at skrive en bog om takt og tone. I de senere år har admiralinden til en vis grad fået oprejsning - fordi tiden har ændret sig, og fordi nogle har gjort sig den ulejlighed at læse, hvad hun rent faktisk skrev. Medmenneskelighed og vilje Det har bl.a. Mette Winge, og hendes bog tilstræber at læse ikke bare det berømte værk 'Takt og Tone. Hvordan vi omgaas' fra 1918, men også Emma Gads skuespil, artikler og taler i sammenhæng med den tid, de stammer fra. 'Alle Tiders Emma Gad' handler ikke så meget om, at Emma Gad er alle tiders - mere om, at hun med sin klartskuenhed, sin medmenneskelighed, sin usnobbethed og sin vilje og evne til at udvikle sig, efterhånden som hun fik en større horisont, er en kvinde, vi også i dag og til alle tider vil kunne have fornøjelse af at lytte til. Ikke tid til selvynk Der er ikke tale om en biografi i traditionel forstand. Vi får faktisk ikke ret meget at vide om Emma Gads privatliv. Hendes far døde, da hun var lille, men efterlod sin enke og børn i gode kår, og hun voksede op på livets solside. Og dér blev hun også som voksen. Hun blev som 20-årig i 1872 gift med sin store kærlighed den superflotte unge flådeofficer Urban Gad. De fik to sønner, og ægteskabet var meget lykkeligt. Alt har naturligvis ikke været idel lykke i hendes liv, men hun var alle dage en handlekraftig kvinde, der ikke brugte tid på selvynk. I hvert fald delte hun den ikke med nogen. Den fødte foreningskvinde På trods - eller måske på grund - af sine egne trygge forhold havde hun stor forståelse for, at andre ikke havde de samme gode vilkår. Hun skrev og talte om, hvordan man burde hjælpe og ikke fordømme 'faldne' kvinder og deres 'uægte' børn, hvordan man skulle behandle sine ansatte ordentligt, og hvordan man skulle bedre tilværelsen for den forarmede underklasse, som levede under usle forhold. Hun nøjedes ikke med ord. Hun handlede. Som den fødte foreningskvinde satte hun sig i spidsen for en lang række initiativer, der skulle forbedre forholdene for kvinder, børn og de (andre) svage i samfundet. Admiralinden opfordrer til søstersolidaritet Hun var meget langt fra at være socialist - det havde nok heller ikke rigtig gjort sig i kontreadmiralhjemmet - men hun mente, at alle skulle have mulighed for at bruge deres evner. Hun gik kraftigt ind for, at kvinder tjente deres egne penge og bidrog til hjemmets opretholdelse. Hun var heller ikke bleg for at indrømme, når hun var blevet klogere. F.eks. sagde hun som ung, at stemmeret for kvinder var »det rene pjat«, og at hun ikke for sin død kunne fordrage kvinder, der holdt foredrag. Det havde hun fortrudt, da hun senere besteg den ene talerstol efter den anden. I en artikel i 1896 forsvarer hun kvinders ret til at slutte sig sammen i interessefællesskaber: »For i landet findes der en træghed, som gør det vanskeligt for kvinder at vinde indpas i samfundslivet. Og især hos de kvinder, der sidder højt på strå er modstanden størst«. Hun fortsætter: »Højtstillede damer, som i det daglige liv fra morgen til aften benytter kvinders arbejde og drager fordel af det for deres egen person, det være sig gennem frisørinder, skrædderinder, kniplersker, ekspeditricer osv. finder det i højeste grad overflødigt, at disse kvinder sluttede sig sammen for også en gang at passere revy med deres arbejde og vække forøget interesse for deres respektive erhvervsgrene«. Med andre ord - admiralinden opfordrer til lidt søstersolidaritet. Billedmateriale illustrerer tiden Den forkætrede takt og tone-bog er langt hen ad vejen fyldt med brugbare råd. F.eks. er det en dårlig ide at smide konservesdåser, afpillede lammehoveder og ituslåede flasker over plankeværket eller hækken ind i naboens have. For det første er det umoralsk, for det andet kommer det temmelig sikkert tilbage igen. Det har hun da helt ret i, selv om andre råd, som f. eks., at man ikke skal bære diamanter om formiddagen måske ikke har den samme relevans i dag. I hvert fald kun, hvis man har diamanter. Billedmaterialet er valgt for at illustrere tiden. Det kan være udmærket, men det ville nu være rart med flere billeder fra admiralindens eget liv. Der er f.eks. ikke et eneste billede af det lykkelige par Emma og Urban Gad sammen og slet ikke billeder af børnene. Dem ville jeg hellere have set end regeringen Zahle ved Edvard Brandes' havetrappe endnu en gang.