Filmens historie er fortalt mange gange. Så hvad har den engelske filmkritiker og æresdoktor udi levende billeder, Mark Cousins, at bidrage med? I al beskedenhed fremhæver han selv tre ting. En er ambitionen om at skrive en filmhistorie, der ikke i alt væsentligt er historien om Vestens film, men reelt handler om filmkunsten som verdensomspændende fænomen. Nummer to er en revidering af begrebet 'klassisk' fra groft sagt at betyde 'guldalder og gang i den' til at handle om værker, hvor form og indhold er i harmoni og balance. Tredje og sidste kardinalpunkt er i sagens natur nok så vigtigt en nyskreven filmhistorie. Cousins hævder, at han skriver fra et højdepunkt i filmhistorien - »langt fra at være en filmisk braklægningsperiode er 1990'erne en genopstandelse uden sidestykke for filmkunsten«. Og giver ikke mindst Dogme 95 en stor del af æren. Modefænomener Ambitionen om at globalisere filmhistorien er indlysende nok et interessant projekt. Dog ikke uden problemer. Cousins er ikke bleg for at remse værker op, og selv som rimelig velbevandret i de filmhistoriske landskaber støder man på rigtig mange værker, man aldrig har set. Man kan heller ikke påstå, at Cousins deler sol og vind lige. Afrika og Indien får megen opmærksomhed også i perioder, hvor det er svært helt at se vigtigheden. Iransk film bliver nærmest kanoniseret som værende i en klasse helt for sig selv i moderne filmkunst. Her røber Cousins sine engelske gener med en trang til at helgenkåre modefænomener. Iransk film har i en årrække været hot på alverdens filmfestivaler. Med god grund. Den minimalistiske og menneskestærke iranske filmkunst leverer mange fremragende værker, men der er altså samtidig tale om en national filmkunst, som er fuldstændig domineret af to instruktørers snævre æstetiske og narrative ideal - nemlig Abbas Kiarostami og Mohsen Makhmalbafs. Revideringen af det filmiske klassicisme-begreb får den konsekvens, at den japanske mester Yasujiro Ozu placeres som et absolut filmisk ideal. Skarpt forfulgt af bl.a. Dreyer. Også dét helt i tråd med de senere års strømninger. Cinemateket viser i øvrigt fem af Ozus film i november, og selv om hovedværket, 'Tokyo Story', ikke er iblandt dem, er der altså en mulighed for selv at tjekke efter. Personlig kanon Cousins argumenterer også godt for livskraften i den moderne filmkunst, hvor vægten i amerikansk film som i filmens barndom er på the spectacle, mens sjælen og det sociale som emner for filmkunstneriske undersøgelser lever videre i andre territorier. I de sidste kapitler træder begrænsningerne i Cousins metode dog stærkere frem. Cousins vil ikke lave en kanon. Hans 'Filmens historie' er ikke nødvendigvis historien om de bedste film og deres instruktører, men er historien om de film, der, i hans øjne, på et givet tidspunkt bragte filmkunsten videre. Men uanset hvilke øjne man benytter, virker det på den baggrund mærkeligt, at man kan beskrive de seneste årtiers amerikanske filmkunst uden at medtage Robert Altmans 'Short Cuts' og den kreative genre, 'flettehistorier', den affødte. Fattig på anekdoter Grundlæggende er det dog en inspirerende, interessant og på sin egen måde velskrevet filmhistorie, som finder en dynamisk balance mellem det objektive og det subjektive. Objektivt fortæller Cousins sin historie som et tæt parløb mellem skiftende tendenser og de politiske og ikke mindst teknologiske vilkår, de blev til under og ofte ligefrem affødt af. Subjektivt gør Cousins det til en dyd at slå fast hver gang, en film må betragtes som et hovedværk. Bogen er rig på opremsninger af titler og fattig på anekdoter. Det burde gøre den til en tør én af slagsen, men de entusiastiske handlingsreferater, de mange illustrationer, det ligefremme, levende sprog og Cousins' imponerende evne til med få ord at etablere og underbygge en sammenhæng gør ikke desto mindre 'Filmens historie' til et både oplysende og velbegrundet polemisk værk, der puster forfriskende til spindelvævet på de bageste hylder i den filmiske dannelsesbutik.