De to mest indflydelsesrige skrivende journalister i USA er formentlig New York Times' Thomas Friedman og Washington Posts Bob Woodward, og meget passende har de delt verden imellem sig. Thomas Friedman fortolker i sine ugentlige klummer udlandet i alle dets afskygninger, mens Bob Woodward i bøger og artikler blotlægger magtspillene i den amerikanske indenrigspolitik som ingen andre. Han er skriftefader for nationens ledere, manden, selv de mest magtfulde fortæller deres hemmeligheder. Og at lokke eller forføre folk til at sige mere end de egentligt burde, er tydeligvis Woodwards helt unikke talent. Det var det, som katapulterede ham og kollegaen Carl Bernstein til toppen af amerikansk journalistik i begyndelsen af 1970'erne, da de stort set egenhændigt afslørede Watergate-skandalen, som i 1974 tvang præsident Richard M. Nixon til at træde tilbage. Klassisk gætteleg Berømt var Woodwards allermest hemmelige kilde også blevet, om end på en noget anderledes måde. Kilden, der gik under navnet Deep Throat, forblev nemlig hemmelig, og en af de klassiske gættelege de følgende 30 år i politiske og journalistiske kredse var at prøve at gætte hans identitet. Alle fra Henry Kissinger og nedefter var mistænkt, men forunderligt nok lykkedes det aldrig nogen at knække gåden. Indtil i år, hvor Deep Throat i en alder af 91 år pludselig selv gav sig til kende. Navnet var Mark Felt, den næstkommanderende og effektive leder af FBI i den afgørende periode. Fascinerende puslespil Men hvorfor gjorde han det? Hvorfor sætte sin karriere og formentlig frihed på spil for at hjælpe et par journalist-grønskollinger? Det er det spørgsmål, man går om bord i Woodwards veltimede bog om Watergate og Mark Felt for at få afklaret. Men på det punkt bliver man skuffet. Felt er blevet dement, og alle Woodwards forsøg på at forklare, hvorfor han gjorde som han gjorde, forbliver forsøg og gætværk. Måske var Felt bitter på Nixon, fordi præsidenten ikke gjorde ham til chef for FBI, da J. Edgar Hoover døde. Måske savnede Felt spændingen fra livet i felten og skaffede sig en agent-substitut i Woodward. Eller måske var han ganske enkelt forarget over magtmisbruget. Eller måske var det noget helt fjerde. Den hemmelighed går Felt efter alt at dømme i graven med, men det betyder ikke, at Woodwards bog ikke er værd at læse. I virkeligheden handler bogen nemlig ikke så meget om Felt, men mere om Woodward og Bernsteins opklaring af sagen, som nu, efter at Felt gik offentligt frem, kan fortælles for første gang. Dele vil naturligvis være velkendt for dem, som har læst eller set 'Alle Præsidentens Mænd', men med Felt afsløret falder alle brikkerne på plads i det fascinerende puslespil. Fabelagtigt held Undersøgende journalistik af denne art er, som enhver, der har forsøgt sig i genren ved, langt hen ad vejen et surt slid. Men held spiller også en ganske stor rolle, og meget heldigere end Woodward skal man lede længe for at finde nogen journalist, der har været. Han var heldig grænsende til det fabelagtige med overhovedet at blive ansat på Washington Post efter mindre end et års erfaring fra en lillebitte ugeavis. Han var endnu mere heldig ved at blive sat på Watergate-sagen og ustyrlig heldig ved at have en hotline til Mark Felt, som han havde mødt, mens han var i flåden. Men han forfulgte også heldet, pressede sammen med Bernstein på længe efter de fleste ville have taget et nej for nej; og hvor irriteret man end bliver undervejs over hans drivende selvglæde og falske beskedenhed, ender man dog lige så imponeret, som man startede. At afsløre Watergate var ualmindeligt godt gået. Og det er en fantastisk spændende historie, som alle, der interesserer sig for politik og journalistik, skylder sig selv at læse.