Bachtin er ligesom mytologiens lurifaks, den snu Loke, både en glat overlever og en glad gavtyv plus en genial tænker både udi sprog, litteratur, og nogen vil mene også filosofi. Og den store russer, som døde for 30 år siden i en alder af 80 år, nåede endog verdensberømmelse i levende live. Ryet og anerkendelsen i vesten blev båret frem af andre markante litteraturvidenskabsmennesker, Julia Kristeva, Tzvetan Todorov, Roland Barthes og David Lodge. Polyfoni I dag har Bachtin kredse, skoler og klubber overalt - også i Danmark. Hans begreber 'karnevalsk', 'kronotope' og 'polyfoni' er blevet klicheer og kan bruges både om 'Langt fra Las Vegas', ventetiden ved kassen i Netto, og når der skabes en skrålende bølge under landskampen i Parken. Men dette forfladiger fatalt den komplekse mening, disse begreber har, og som er tæt knyttet til deres kontekst. Det gælder især og ganske og aldeles Bachtin. Slavisk formalisme Litteraturmanden Jørgen Bruhn råder fint og fremragende bod på denne lette omgang med russerens gloser og betegnelser, selvopfundne eller taget fra andre videnskaber, i denne informative bog om Bachtins yderst komplicerede litteraturteorier. Bruhn fører os også glimrende ajour med, hvor Bachtin-forskningen befinder sig i dag, delt op mellem den nationalistiske i Rusland og så den mere nøgterne i Vesten. Bachtin var runden af den slaviske formalisme, som før og efter Første Verdenskrig rystede de gængse teorier om litteratur i almindelighed og romaner i særdeleshed, men han var også dybt inspireret af Ernest Cassirer og Georg Lukacs. Imidlertid gør Bachtin både op med sine forbilleder og så alligevel ikke, i og med at han fører deres teorier videre på egen facon. Mission impossible Romanen er 'romansk', det vil sige, at dens form og definition er som kviksølv og udpanter alle andre genrer, som vil bo til leje indenfor dens labyrintiske rammer. Genren er skabt i slipstrømmen på det antikke epos, og Cervantes 'Don Quixote' var langt fra den første roman, nej de gamle grækere havde allerede været der længe før. Tekstens stil ligger latent i syntaks og tid, mens diverse personers sprog i fiktionen bør være fremmed for forfatterens selv, ellers bliver disse ikke levende og kommer os i møde med en inciterende flerstemmighed. Igennem hele Bachtins heterogene tankesæt flyder en humanisme, som er ganske enestående og original i en litteraturteori af hans kaliber. Så med hælervarer, tyvekoster, løgn og latin er Bachtin simpelthen en af de væsentligste tænkere i vor tid. Men han er ikke for begyndere. Og dog. De kan måske begynde her, thi Jørgen Bruhn er en forbilledlig formidler, og hans bog gør alt for at gøre Bachtins divergerende og brogede romanteorier glasklare, hvilket næsten er mission impossible. Det er dog tæt på, at missionen trods alt lykkes i dette appetitlige værk. PS. Til gengæld er der sjusket lidt med henvisninger til benyttede citater.