»Manden og Qvinden ere da tvende Individer, som hørende til den samme Slægt ved de fælles Træk, ikke destomindre afvige ved Kiønnet«. Så lakonisk indleder overkrigskirurg Jørgen Hammer sin afhandling om 'Qvindens physiske og moralske Natur' anno 1811, og han gør samtidig opmærksom på, at de to køn ikke just er kosmetiske gradbøjninger, men tværtimod rummer »ligesaamange Forskielligheder, som der ere Organer i det menneskelige Legeme«. Kvinder = defekte mænd Vi befinder os på tærsklen til den moderne epoke, og kønsforholdet er genstand for videnskabelig dissektion: Er kvinden en mandagsudgave af manden, eller er der tale om to unikke kønsvæsner, som ikke blot er sat i verden for at sikre slægtens videreførelse, men også som en påmindelse om skaberværkets uudgrundelige polaritet? Med lægevæsenets mellemkomst øjner man så småt konturen af modernitetens Mand og Kvinde, og det er først på dette tidspunkt i Europas historie, at det overhovedet giver mening at tale om to køn. Før da fandtes der - hævder idéhistorikeren Thomas Laqueur - kun to slags mennesker: mænd og defekte mænd (alias kvinder). Anatomi og fantasi Med nye kønsforestillinger følger en diskussion, som fortsat lever i bedste velgående: Hvad er i bund og grund kønnenes beskaffenhed, og hvorledes kan (og bør) man tænke sig karakteren af deres indbyrdes forhold? Der er her tale om en sprængfarlig filosofisk og politisk tvist: Sidder kønnet i biologien eller i kulturen - i genernes og hormonernes laboratorium eller i de sociale forhandlingers snakkesalige eksperimentarium? Litteraten Lilian Munk Rösing har et tredje bud: Kønnet sidder i eksistensen. Argumentet er besnærende: Den anatomiske kønsforskel er (som døden) et væsenstræk ved den menneskelige væren, og lige så lidt som der kan tænkes en krop uden et køn, kan der tænkes et køn uden en krop. Det biologiske køn gennemsiver menneskets tilværelse fra vugge til grav, men er samtidig - nota bene - utænkeligt hinsides kulturen. Kønnet er kort sagt en social bearbejdning af et kropsligt vilkår, en stadig dialog mellem anatomi og fantasi. Genindføre kønnet I 'Kønnets katekismus' udfolder Rösing dette tredje standpunkt mellem essentialisme og social konstruktionsteori, og hun tøver ikke med at kalde sine bestræbelser for en kritik af patriarkatet. Problemet er nemlig, hævder forfatteren, at patriarkatets 'mænd' og 'kvinder' forudsætter en dikotomi (manden versus ikkemanden), som dels indebærer opslidende territorialkampe, dels fører til filosofiske blindgyder og nysgerrighedsslukkende reduktionisme. For Rösing drejer det sig hverken om (som kapitalen) at afvikle kønnet eller (som queerteorien) at mangfoldiggøre det, men derimod om - og det er bogens provokerende pointe - at genindføre det. Kort fortalt: For at styre uden om både kønsløshed, kønsmylder og kønskamp må vi opfatte kønnet som et 'eksistentiale', der hverken skal overfortolkes eller bortforklares. Den biologiske kønsforskel er uomtvisteligt til stede i verden, men det er til syvende og sidst op til os selv at tillægge den en mening og give den et sprog. Udfordringen er at acceptere den givne forskel, men samtidig undersøge, tænke og formulere den som andet og mere end modsætning og dikotomi. Symbol på kastration Til støtte for sit projekt ruster Rösing sig med det tunge franske skyts. Først og fremmest præsenterer hun læseren for filosoffen Luce Irigarays forsøg på at læse og skrive sig ind på 'kønsforskellens etik'. De to køn ses her som selve etikkens arnested (bevidstheden om 'det andet'), og Irigaray er ud fra et feministisk perspektiv optaget af at udvikle metaforer for kønnenes relation hinsides patriarkatets begrænsende dialekt. Dette giver bl.a. afsæt for en interessant ekskurs om hudens potentialer som sanseligt og symbolsk kønsorgan. Herefter er vi fremme ved psykoanalysens klassiske sammentænkning af kønnet og begæret. Rösing allierer sig med notorisk utilnærmelige Jacques Lacan, som lægger fremkommeligt ud i sin skelnen mellem det 'symbolske', 'imaginære' og 'reelle' køn. Straks derpå bliver det til gengæld langhåret, og skønt forfatteren i sandhed gør en heroisk formidlingsindsats, bliver denne anmelder kun brøkdele klogere på Lacans knastørre og sært kropsløse kønsmatematik. Det handler om manden som »helt fallisk« og kvinden som »ikke helt fallisk«, og det handler (vistnok) om at se fallos som et symbol på kastration (dvs. ufuldkommenhed). Om at der ikke findes noget seksuelt møde, blot »at manden har et forhold til 'lille objekt a', mens den ikke-eksisterende Kvinde har et forhold til fallos og til bristen i den store Anden«. Godt ord igen. Stimulerende og provokerende Hos Lacan indtænkes kønnene i en begærsrelation, som ikke er 'seksuel', men har 'kærligheden' som substrat og omdrejningsakse. Det er i kærligheden, at 'mand' og 'kvinde' bliver til, og man aner, at synsvinklen har 'heteroseksualitet' som sin præmis: Hvis kønnet opstår i begæret mellem de genitale køn, kender jeg således en hel del intetkønsvæsner, og spørgsmålet er, om Rösing - trods skarpsindige analyser og ærværdige problematiseringer - ender i endnu en reduktiv manøvre, som ikke alene fastlåser kønnene i nye (gamle?) positurer, men også pånøder dem nok en heteroseksuel tvangsetik? Personligt savner jeg på dette sted en endnu mere (for)skruet kønssaltomortale og et skarpere blik for kønsoplevelsernes potentielle (og reelle) mangfoldighed. Altså: Jeg køber for så vidt bogens grundantagelse, men har problemer med dens konklusion. Ikke desto trods: 'Kønnets katekismus' er en fremragende bog, sprænglærd og hundehamrende svær. Inspirerende, stimulerende og provokerende på bedste akademiske vis. Og så er den velskrevet og smukt argumenteret, og trods denne kritikers faglige reservation er der tale om et på alle måder forfriskende indlæg i den danske kønsdebat. Ifølge fremmedordbogen er 'katechismos' oldgræsk for 'undervisning'. Jeg har nydt at lade mig undervise af lektor Rösing. Og jeg fornemmer klart, at hendes klasselokale er stort nok til ulydige elever. Af alle køn.