'Portræt af en ildsjæl' - det er undertitlen på journalist og redaktør Thomas Larsens bog om torturbekæmpelsespioneren Inge Genefke. Det med ildsjælen kan der vist ikke være to meninger om, men et portræt er det ikke. For selv om Thomas Larsen står som bogens forfatter og har skrevet fine små foregribende indledninger til hvert kapitel, er det Inge Genefkes selvportræt, vi har mellem hænderne. Usexet kamp Det er hendes vægtning af væsentligt og uvæsentligt, hendes blufærdighedsgrænser og hendes heldigvis ikke ringe selverkendelse, der udtrykkes. Det er der ikke noget galt i, og det har sin egen logik, at bogen handler om torturens former og væsen og om den mildt sagt usexede kamp mod den snarere end om personen Inge Genefke. Hvor mange gange hun har grædt over fysisk forkrøblede og psykisk forstenede torturofre og deres næsten ufattelige lidelser, bliver kun blufærdigt antydet. Kejtet kærlighed Inge Genefke er fokuseret i en sjælden grad - nemlig på torturen, dens bødler og især dens ofre - og det må nødvendigvis gå ud over udviklingen af mere sociale og diplomatiske talenter. Måske har de aldrig været der. Thomas Larsen udtrykker det således: »Kampen mod tortur har fyldt i en grad, så meget andet er skåret bort«, og om hendes støtter skriver han, præcist og taktfuldt: »De kender hende, når hun bliver urimelig, men de er først og fremmest hengivne over for et menneske, der har udrettet så meget, og som på sin kejtede måde omgiver dem med kærlighed«. Psykologisk indsigt Det ville uden tvivl passe Inge Genefke bedre, om jeg brugte spaltepladsen på for eksempel at minde om, at kampen mod tortur i visse lande kræver overordentligt stort mod, at Tyrkiet har tortur som en så integreret del af sin kultur, at det er betænkeligt at lukke landet ind i EU, at Donald Rumsfeld bør stilles til ansvar for den amerikanske tortur i Irak, at Israel er et tragisk eksempel på lande, der forsøger at omgå FN's torturkonvention - tragisk på grund af jødernes skæbne under Anden Verdenskrig. Palæstinensernes »svære tortur« nævnes i samme åndedrag som »sørgelig«: »Ingen af parterne opnår det mindste ved overgrebene«. »Tortur er skruen uden ende. Først når alle ligger og gisper, holder man op, og i mellemtiden har landets omdømme lidt skade«, siger Inge Genefke pragmatisk. Hun gør sig ikke til af sin psykologiske indsigt, men den er der, om ikke andet i form af erfaring. Den siger, at intet menneske kan holde stand mod tortur. Det er en illusion, som bødlerne har interesse i at opretholde, fordi den gør det knækkede offers nederlag større. Ringe tålmodighed Men jeg bør vel også stille læsernes nysgerrighed og fortælle, at Inge Genefke blev født i 1938 og - trods krigen og en deraf livslang interesse for frihedskæmpernes og kz-fangernes skæbne - voksede op som et trygt og stimuleret barn i et kulturradikalt, selvbevidst og velhavende akademikerhjem på Frederiksberg. Forældrene forblev hendes livslange sparringspartnere og stressterapeuter, især moderen, som levede længst, og som Inge Genefke passede efter faderens død. Lille Inge var jævnligt i slåskamp med sin stolte storebrors jævnaldrende og anser stadig kampen som sit naturlige element. Hun medgiver at have ringe tålmodighed med dem, der ikke deler hendes anskuelser. Det har ført til store konflikter om midlerne og især organisationsformen på de to Rehabiliterings- og Forskningscentre for Torturofre, RCT og IRCT, men målet står lysende klart. Som ældre har Inge Genefke indset, at kampen ikke må optage alt, for eksempel vil hun, hvis sygdom skulle gøre det nødvendigt, passe sin kærligt omtalte anden mand, lægekollegaen og kampfællen Bent Sørensen, som hun giftede sig med i 1991 efter sin skilsmisse fra filosoffen Peter Kemp. Så vidt den private Inge Genefke, som indrømmer, at hun aldrig har gjort brug af 'debriefing', som ellers er nødvendigt for at undgå udbrændthed, når man arbejder med torturofre. »Det er ikke mig. Jeg er en privat person, og derfor har jeg også svært ved at fortælle om disse ting«. Loyalt portræt Bogen bliver stedvis kedelig, hvor Inge Genefke appellerer om flere midler og mere forståelse for nødvendigheden af kampen mod tortur. Det må man tage med, for det er desværre nødvendigt i en tid, hvor vores normer er ved at skride i den forkerte retning takket være 'kampen mod terror', gid fanden havde den. Inge Genefkes professionelt håndterede empati med torturens ofre og hendes frygtløse vilje til at gøre sig bekendt med dens onde raffinementer aftvinger respekt. Det samme gør hendes resultater. Og denne bog virker som et loyalt portræt af en person og en sag - med hovedvægt på sagen. Fordi den simpelt hen er vigtigere end personen. Fint med mig, og tak til Inge Genefke, fordi hun orker.