De gamle grækere var nok verdens mest etnocentriske folk. Uden decideret at se ned på andre, barbarer, som talte underligt, var det at være og tale græsk en selvsmagende heltidsbeskæftigelse, som egocentrisk udfoldede sig fra morgenens sportsplads over den politiske agora til det filosofiske symposium i paladset. Forfinet og raffineret omgang mellem aristokrater og demokrater, men siden Platon dog også med en vis civilisationskritisk sædeskildring. Enkelt og etisk Læremesteren Sokrates var runden af Athens småborgerskab og fristede med vilje en fattigere skæbne end sine rige elever med adelsmanden Platon i spidsen. Og fra Platons lære udsprang en ny og mere beskeden lære, den kyniske, en livsstil efter kynos, det græske ord for hunden, som har meget små behov ud over de basale, søvn, mad og sex, det sidste gerne for egen hånd. Filosoffen Diogenes, som efter en dansk revyvise boede i en tønde, dog nok snarere en krukke, vendte så at sige 300-tallets hedenske og hedonistiske Hellas ryggen og søgte det ægte og enfoldige, det enkle og det etiske. Og fra Diogenes går der en lige linje over Jean-Jacques Rousseaus 1700-tals naturlighed op til vore dages hippier med den politisk korrekte cykel ude fra Christiania. Naturlighed til debat Vejen går imidlertid over den romerske forfatter Lukian, mest berømt for sine saftige gudesamtaler, og hans lille bog fra 100-tallet efter vor tidsregning om skyteren Anacharsis, sin tids Søren Ryge, som arriverer i den tids New York, statsmanden Solons sofistikerede Athen med pomp, pragt og politik. Genren er en dialog og en diskussion om det autentiske og det artificielle, som Anacharsis sådan set vinder på point, selv om han også fremstår som landmusen fortabt i den moderne civilisations labyrint. Ole Balslev og Chr. Gorm Tortzen med Olfax' forside til pragtfuld anskuelse har fint samlet, oversat og udgivet dette lille vigtige skrift om en anden side af den vidunderlige antikke kultur end den vanlige med de joniske søjler med tragiske kannelurer og heroiske volutter. Og så har de ført op til vore dage helt op til vore dages evindelige debat om, hvad der nu er mere naturligt end noget andet. Aktuelt og antikt At grækerne bag al marmors polerede kultur og fernis var et både plat og pjanket bondefolk, er Aristofanes stor set eneste overleverede vidne om. Men hvilket vidne og hvilket vid med vittigheder! Antikkens største/første komedieforfatter vender vrangen ud på Athens noget højrøvede selvforståelse og viser os et grotesk univers fuld af samfundssatire, skæg og ballade. Brodden rettes mod både den gode Sokrates med hans tanker oppe i teoriens skyer og så alle de stovte mænd, som i sidste ende falder fallisk til føje uden al for megen filosofi i smukke, men skælmske kvinders arme. Her kommer grækerens samlede bind nummer to, kærligt, kækt og sprogligt nærværende oversat af vor ypperste kender af oldtidshumor, dr.phil. Kai Møller Nielsen. Så kom ikke og sig at de gamle græske dage er forbi for evigt, tværtimod, antikken er aktuelt nærværende. Fra den vadmelsklædte christianit til tidens stand-up-komik ikke særlig langt fra Athen.