I 1992 foretog Klaus Rifbjerg et overraskelsesangreb. Hans læsere havde vænnet sig til, at han udgav romaner, noveller, digte og journalistik. Og dér kom så 'Karakterbogen', som er lidt af det hele og ingen af delene. I den bog var der idiosynkrasier, karaktermord og klare meninger, som i læserbreve. Der var naturbeskrivelser som i digte, og der var erindringsscener som i noveller og romaner. Nyopfunden genre Men til forskel fra dem var det 'jeg', der optrådte, ikke noget digterisk påfund, men simpelthen Klaus Thorvald Rifbjerg, født og båren på Ingolfs Allé, hvorfra han kom at dømme levende og døde. Underligt. Og så alligevel helt ligetil og i direkte forbindelse med det store forfatterskabs rodnet kunne man se, da han fortsatte denne nyopfundne genre med 'Synderegistret', 'Facitlisten' og 'Tidsmaskinen'. Og endnu tydeligere er det nu, hvor de fire bøger er kædet sammen til én, med en titel, 'Hovedbogen', der ligesom de forrige påkalder skole, eksamen, regnskab, men også hentyder til et ord af en anden skuffe: hovedsag. Krav og regler En genre er en art. Man sætter sig ned for at skrive et digt og holder så alle andre arter ude. Man vælger fra for at udfylde en genre. En novelle eller en sonet stiller visse krav, som man må leve op til på bekostning af alt det andet, man kunne skrive på samme tid. Men man bøjer sig for reglerne. Og holder derefter fri. Bevidsthedsstrøm Hvad sker der i fritiden, før næste forsøg på at skrive et 'værk'? Man læser lidt i avisen om verdens skæve gang, som man kommenterer for sin samlever ved morgenbordet. Man går sig en tur, hører solsorten, tænker på barnebarnet, der har falsk strubehoste, og på alle skiderikkerne, som gør alt det forkerte. Det er sådan en bevidsthedsstrøm, disse bøger er til for at indfange. 'Stream of consciousness' talte man engang om i litteraturhistorien og mente dermed nærmest det modsatte af en bevidsthedsstrøm, nemlig en strøm af underbevidsthed, eller så tæt, man nu kan komme på underbevidstheden med så bevidst et medie som sprog. Ægte fejlfarve Klaus Rifbjergs 'Hovedbog' er noget så sjældent som et røntgenbillede af en digters bevidsthed, når han ikke digter. Nogle vil læse disse fire bind i ét for deres udsagn og begejstres eller væmmes alt efter, om de deler forfatterens vurderinger af mennesker og meninger. Man får mere ud af dem ved at opfatte dem som den bevidsthedsstrøm, de er. For der er jo ingen blandt de levende i dansk, nej, faktisk i nordisk litteratur, der har så let ved at få sproget til at sige præcis, hvordan dets ophavsmand har det, fra alt det fine med død og kærlighed, til de gemeneste hverdagssysler, som næsten ingen fører til bogs. De dominerer her. Hvad tænker f.eks. en kulturradikal ved morgenavisen i 2001, da Dansk Folkeparti pludselig skulle til at sætte dagsordnen: »hvis Naser Khader kommer ind, er der da en ægte fejlfarve at vifte med i det ligblege Folketing, hvor man i virkeligheden burde være rød i hovedet«. Prøv at se, hvor meget tre små farveadjektiver udretter i den sætning. Det er bare et enkelt af de mange sproglige midler, som gør 'Hovedbogen' til en uforlignelig scrapbog over en skrap tid. Janus Kramhøft har, hedder det, 'revideret' Hovedbogen, så vidt jeg kan se ved at stryge gentagelser.