Edvard Brandes var og blev lillebror i familien - hans mor sagde endda: »Jeg har tre kære sønner. Edvard er tillige min datter«. Også historisk er han tit blevet set som den lille politiker over for den store litterære bror. Men mindre end geniet Georg kan jo også gøre det, og hvilken lillebror! Hvilken begavelse! 'Repræsentativ Fanden' Det sidste har der også været delte meninger om. Edvards ry blev, at han 'kun' var det moderne gennembruds strateg og organisator - effektiv, men snu og brutal, en kælderkold fanatiker og kyniker. For modstanderne blev han symbol på den dæmoniske radikalisme udefra - »en Slags repræsentativ Fanden«, sagde forfatteren Jakob Knudsen. Georg kaldte ham 'den bedsthadede', og at han kom med i portrætgalleriet i 'Den moderne Gjennembruds Mænd' fra 1883, har de begge fået at høre for - bortset fra, at modstanderne var helt enige i dét med hadet. Bagefter blev han så glemt og begravet. I alt fald halvglemt. Ærgerrighedsånden Det var de domme og fordomme, historikeren Kristian Hvidt satte sig for at endevende i sin fuldfede bog fra 1987. Her foreligger den i revideret nyudgave, udvidet med nye detaljer og et slutkapitel, der trækker trådene op til dagens såkaldte 'kulturkamp' og giver Edvard Brandes ny aktualitet. Det er spændende læsning. Det er en biografi i den britiske 'life, letters and politics'-tradition, hvor den offentlige yderside og privatlivets inderside, politik og kulturliv ses i samspil. Kristian Hvidt placerer Edvard - de er på fornavn - i det beskedne jødiske borgerhjem, der både står for tryghed og for 'ærgerrighedsånd', som den dominerende mor siger. Edvard ægges af »den største af alle storebrødre« til at finde sin egen vej ved at blive doktor i orientalsk filologi, tidligt og rigt gift - og dermed økonomisk uafhængig - og bidt af politik og teater. Det sidste gør ham til teaterkritiker, til Det Kgl. Teaters utrættelige angriber gennem 30 år og til dramatiker. Hans skuespil får et vist held inden- og udenlands, selv om ingen spiller dem i dag. Hang til provokation Fra dette udgangspunkt følger Hvidt den ambitiøse verdensforbedrer gennem to forløb à hver tredive år. Første bølge er kampen for at skabe platforme for det moderne gennembruds ideer og omsætte frisind og realisme til praktisk politik som medlem af Folketinget 1880-94, som medredaktør af Venstres københavnsavis Morgenbladet og fra 1884 som medgrundlægger af Politiken, i parløb med Viggo Hørup. Kampen for at erobre den offentlige mening bliver et konstant hækkeløb op mod Estrup-tidens repression og Venstres indre splid og visnepolitik, men også i clinch med private tragedier og indre dæmoner. Edvards lømmelalder falder sammen med hans 50-års-midtvejskrise - med desperation og en hang til provokation, der i 1900 sender ham i duel med en fornærmet skuespiller og i fængsel, og gør ham til grin. Personligt systemskifte Anden bølge - fra systemskiftet 1901 - er den produktive kamptid, hvor Edvard præger både Det radikale Venstres udvikling og den store landspolitik som redaktør af Politiken 1901-05, som nøglefigur i Landstinget 1906-27 og især som ankermand i C.Th. Zahles regeringer 1909-10 og 1913-20. Han er 62, da han træder til som finansminister, og 73, da han træder fra, men det bliver hans finest hour. Uden nationaløkonomisk skoling, men med bjørnekræfter, charme, frækhed og forretningssans tyrer Edvard de grådige bankfolk og præger vigtige reformer som grundloven 1915, lensafløsningen og krigsårenes krisestyring, finansieret med nye typer statslån og forbrugsafgifter, der samtidig sanerer snapseforbruget med 9/10. Også personligt er det systemskiftets tid med indre ro og ægteskabelig lykke, indtil Edvards tredje, 26 år yngre kone dør ung af tuberkulose. Ind imellem kobler han fra ved at oversætte Det Gamle Testamente og Koranen. Lige til sin død som 84-årig i 1931 skriver han politiske kronikker, og den gamle ræv bliver stadig læst med lup. Fejl og mangler Kristian Hvidts atten år gamle bog er suppleret med nyt stof i noter og efterskrift. Godt nok. Men gid den var blevet rigtig omarbejdet. For mange småfejl er pietetsfuldt bibeholdt, og det er fortsat en ærgrelse, at Hvidt moderniserer alle citater, selv titler på tidsskrifter og bøger. Det spolerer kildernes historiske atmosfære. Især savner man behandling af Edvards kritik og journalistik. Hvidt erklærer sig - sandt nok - inkompetent på feltet, men det er og bliver en amputering, at man kun for alvor møder den politiske halvdel af dette dobbeltmenneske, der tidstypisk så politik og æstetik som en helhed. Hans kritik var skrevet med næb og kløer og salt og peber, men han beherskede også resten af registeret. Hvidt tolker hans anmeldelse af Ibsens 'Et Dukkehjem' 1879 rent biografisk: som udtryk for hans sorg og samvittighedsnag over hans unge kones selvmord samme sommer. Men pointen i den fremragende analyse er også hans empati og evne til at omsætte egne traumer til dyb indsigt. Man savner analyse af, hvorfor Edvard var en af sin tids mest klarsynede politiske og kulturelle kommentatorer - og så savner man i øvrigt en fuldfed antologi af hans vigtigste artikler om klassisk og samtidig litteratur og teater. Den vil placere ham som et af de store navne i det 19. århundredes kritikhistorie. Misantropisk enegænger Til gengæld får man så meget andet hos Hvidt. I en mosaik af breve - de vigtigste er Edvards til Georg og omvendt, til hans anden kone Ingeborg og til den elskede datter Hetna - tegner han sin hovedpersons ydre og indre liv. Han skitserer det politiske miljø, fra det alt andet end Forenede Venstres indre rivninger til valgkampen på Langeland 1880, hvor bønderne vælger den 33-årige københavnske nørd som deres folketingsmand. Vi følger spillet omkring Politikens grundlæggelse og det politiske liv som en ulmende kompostbunke af intriger, rævekager og prokuratorkneb, men også med åben kamp - som 'edssagen', da den nyvalgte Edvard vinder sin ret til at underskrive grundloven også som jødisk fritænker. Edvard er paradoksernes mand. Den 'nervøse maskine' med det gyngende temperament tilhørte typen de skaldesmækkende mimoser, der sårer andre, men selv er dødsens sarte. Han var rastløs, hidsig, stejl, arrogant. En misantropisk enegænger. Men han var også den utrættelige systematiker og formidler mellem Georg Brandes og Hørup og siden mellem centrum-venstre og den usikre unge Christian 10. Den bidske kritiker var også de unge forfatteres ven og fødselshjælper, fra J. P. Jacobsen, Hamsun og Sophus Claussen til den unge Aksel Sandemose i 1920'erne. Han fyldte sit hus med ny impressionistisk kunst. Noget af det kan nu ses på Ordrupgaard. Aktuelt perspektiv Det er skæbnens bedste ironi, at den radikale aristokrat, der i årevis var hadet og mobbet hele kompasset rundt, endte som the elder statesman og rigspragmatiker, i konstruktiv alliance med den frikonservative greve Mogens Friis. Som han skrev til sin datter i 1908: »Det er nu paa Mode at beundre mig«. Det gør Hvidt. Han kalder ham »måske den mest respekterede og dygtige finansminister, Danmark har haft«, hvis krisestyring og socialpolitik under Første Verdenskrig foregreb vores velfærdsstat. Hvidt er ikke partiradikal. Han ser tværtimod kritisk på sin 'helt' og klæder ham af til underbukserne - og mere end det. Det gælder især den unge Edvards hjerteløse forhold til kvinder. Men Hvidt er radikal ved at gå til roden, til kilderne, om bag alle hadernes myter og projektioner, og hans bog er lige medrivende som kildekritisk afdækning, som portræt og som billede af Danmark 1870-1930. Bagefter står Edvard Brandes ikke som en renvasket helt, men som en nøgternt afsæbet storhed. En stor kritiker og bladmand, en visionær politiker med andel i moderniseringen af Danmark. Et længe miskendt multitalent, nu set i fuldt format og genindsat i alle borgerlige rettigheder. Jeg siger det i frygt og bæven for, at sorte præster vil få en blodprop over at se deres reservefanden bragt til ære og værdighed. Men sådan er det: både ære og værdighed, trods diverse minusser i karakterbogen. Det er en speget historie, fuld af omsving, torne og modhager, men alligevel smuk og opbyggelig: fordi den viser, hvordan et politisk talent på det rette tidspunkt kan flytte verden. Det aktuelle perspektiv er, at det har været - og måske igen vil blive - muligt at føre langsigtet progressiv politik her i vores indadvendte smørhul, selv i perioder, hvor udsigten spærres af kyniske liberalister og paranoide nostalgikere.