Nok har vi en forfatterskole, diverse kurser i kreativ skrivning og så selvfølgelig journaliststudier her og der og mange steder. Alligevel er vi danske mest til den romantiske ide om, at inspirationen kommer fra oven, at den rigtige forfatter kommer til verden uden anden jordemoder end hende ved fødslen. Gyldne horn Folkeskjalden Adam Oehlenschläger gik rundt et døgn med vennen og filosoffen Henrik Steffens, og så kom 'Guldhornene' ned på papiret i en ruf og en raptus. Denne lyrisk-episke hymne, som tematisk handler om, at kun de enfoldige og infantile skal finde poesiens blå blomst, just som de salige i digtet snubler over de gyldne horn fra hedenold. Verbal værktøjskasse Noget håndværk skal der dog til, men helst ikke for meget og slet ikke så meget som i den angelsaksiske verden, hvor det at skrive kreativt er en disciplin, der kan annammes med øvelse og vejledning på universiteter og læreanstalter. Heldigvis er vi ikke længere helt så skrækslagne over for godt håndværk, verbale værktøjskasser med skriveredskaber. Et tegn på de nye tider er just 'Manual til skrivekunsten', som Robert Zola Christensen, forfatter, litteraturvidenskabsmand og lærer i netop kreativ skrivning ved bl.a. Rødding Højskole, har begået med inspireret gejst og mange gode råd. Alt i alt en yderst velskreven, vidende og charmerende kogebog i den noble kunst at behandle verber og navneord, så skriften bliver mere kulinarisk og kunstnerisk. At bøje virkeligheden Og mange af Zola Christensens opskrifter er faktisk gode at blive klog på. Også selv om du enten allerede skriver som en drøm eller synes, det er et mareridt at skulle sætte sprog på virkeligheden. I læsevenlige og overskuelige kapitler, oven i købet krydret med små øvelser i at spidse pennen og prosaen, gennemgås en række af litteraturens retoriske kneb og kunstgreb. Fra vigtigheden af plottets omkreds over fortællevinkler, diverse begyndelser og indgange til jegoplevelser som stof, erindringen som et egocentrisk lager og at bøje virkeligheden på en både virkelig og uvirkelig måde. Bogen nævner i den relation den kære detalje fra Andeby, hvor Anders And går med rumpen bar dagen lang, undtagen når han med håndklæde om livet går ud af brusebadet! Pædagogiske lektier I det hele taget er Robert Zola Christensen en yderst belæst herre, som velsignet og smittende ikke skelner mellem lav- og højkultur. Vi rejser ubesværet fra antikkens Homer til Homer Simpson, Buster Keaton og Marcel Proust kan være under samme tag, og ikke så få eksempler er taget fra nyere film og nyere dansk litteratur, også fra egen, dette er jo også en forfatters brugsanvisninger. Eksempler og citater er generelt fine og relevante, og skitser til tolkninger er vanedannende appetitlige. Nogle gange går det dog lidt rask. Peter Hasvig vælger i 'Midt i en jazztid' ikke mellem Ellen og Vera. Og Odysseus udsætter ikke selv sin rejse hjem til konen, tværtimod. Men det er selvfølgelig smuttere, som er til at leve med. Ingen kan huske alting. En lidt mere alvorlig anke er bogens brugere, hvem der er tekstens intentionelle ideallæsere? Nogle gange er stil og sprog nær ved pixibogens anskuelighed, andre gange lanceres tunge tekstuelle problemer med en overflødig undskyldning. Robert Zola Christensen foretrækker bevidst, at han - også - er en litteratuvidenskabelig klerk, og undgår (for meget?) at lade sin egen ekspertise udfolde sig i det 'automekanikersprog', litterære akademikere ynder at udtrykke sig i. Det er sympatisk nok. Svære ord skal være læreord og ikke blæreord. 'Manual til skrivekunsten' giver pædagogiske lektier for almue og alle og lader derfor Kloge Åge, Anna Lyse og Præcise Palle stå uden for skolen. De måtte nu gerne have været med i et enkelt frikvarter eller to.