All Kubrick and no words

Lyt til artiklen

Taschen har alle dage været meget mere end bare et forlag. Og når man åbner 'The Stanley Kubrick Archives' er det ikke kun en bog, man sidder med. Det er et fetichobjekt. Til at skabe nærvær med en afdød kunstner og hans beåndede værk. Hvordan nærheden dyrkes på katolsk vis, ser man allerede på den første side. Her ligger en strimmel med 12 billeder fra en 70 mm-kopi af 'Rumrejse 2001' - et halvt sekund af Kubricks hovedværk i den bedst tænkelige kvalitet, magisk som en knoglestump fra en helgen. Åben fortolkning De følgende 250 sider rummer ikke et ord andet end titlerne på Kubricks film, som repræsenteres kronologisk via billeder taget direkte fra filmrullerne i Kubricks eget arkiv. Der er altså tale om mesterens egne udgaver inklusive de små variationer fra de officielt udsendte film, det indebærer. Der er en rungende stilhed, som når objekterne bevæger sig vægtløst gennem rummet i '2001'. I et interview i Rolling Stone om netop den film sagde Kubrick: »Reaktioner på kunst er altid forskellige, fordi de altid er dybt personlige ... Filmen bliver, hvad beskueren ser i den«. Denne åbenhed søger bogen at genskabe ved at afbilde (i første halvdel bogstavelig talt) mere end at forsøge at fastlægge eller fortolke Kubricks værk. Som i et arkiv har hvert kapitel, dvs. hver film en lille fane skåret i kanten af papiret, så man hurtigt kan slå op på den film, man ønsker. Billedformatet skifter, men følger originalfilmen. Her er det interessant at opdage, at Kubricks sidste tre film 'The Shining' (da.: 'Ondskabens Hotel'), 'Full Metal Jacket' og 'Eyes Wide Shut' faktisk var komponeret i 4:3, selv om de blev vist i det bredere, men altså beskårede format 1,85:1. Fra film til ord Det er skægt, hvor godt nogle af filmene egner sig til at blive genfortalt (og selvfølgelig studeret) udstanset som billedbog, mens andre falder igennem, med deres mindre skematisk klare fortællinger. Debutfilmen 'Killer's Kiss' (eller Kiss Me, Kill Me', som Kubricks personlige udgave hed), 'A Clockwork Orange' og 'The Shining' fungerer strålende, mens 'Paths of Glory', 'Spartacus' og 'Barry Lindon' står svagt som tavse stillfortællinger. Og ligesom der er et rigtig Kubrick-moment i 'A Clockwork Orange', hvor Alex (Malcolm McDowell) står og bladrer i en pladeforretning, og den forreste plade i kassen er musikken fra '2001', så er der også et rigtig Taschen-moment i 'Eyes Wide Shut', hvor Nicole Kidman indpakker Ingo Walthers tobindsværk 'Van Gogh - The Complete Paintings' - selvfølgelig måtte det billede med i bogen. Illusionen af vægtløshed Anden del er fuld af ord om filmene, interview med Kubrick, og masser af arkivgodter, som personlige noter, fraklip og billeder af Kubrick på settet - næsten altid med en smøg i munden. Det er her, man kan læse om de tekniske problemer med og løsninger på at skabe illusionen af vægtløshed i '2001', og det er her man læser om Kubricks overvejelser sammen med Nabokov om, hvordan de skulle skære fortællingen i 'Lolita' til, så publikum fokuserede på Humbert Humberts kvaler og ikke på, om man så ham komme i seng med hende. Det er en kolossalt flot bog, der trods sit brede format har en del billeder, som folder ind i falsen. Det er altid irriterende og bør undgås. Men ellers får man virkelig øjenslik for de cirka 1.000 kroner, man skal lægge for denne fanbog. Med en let omskrivning af et citat fra 'The Shining': All Kubrick and no words makes this a cool book.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her