Lad være med at tro, at I ved, hvad vi mener. Lad os tænke og tale for os selv. Så kort kan budskabet i den franske antropolog Dounia Bouzars nye bog 'ça suffit!' egentlig opsummeres. Og bogen ville hurtigt forsvinde tilbage på hylden og ind i glemslen - hvis det da ikke lige var, fordi Dounia Bouzar var muslim, og tidligere medlem af Det franske råd for muslimsk tro, CFCM, som hun forlod under megen tumult, fordi hun mente, at rådet gav fundamentalisterne for meget magt. Opgør med den franske regering I en undselig, men indholdsmæssigt spændstig debatbog går hun i rette med den godtroende franske regering, der i mangel af bedre har oprettet CFCM for at have en muslimsk samtalepartner i det franske samfund. Ved at oprette et muslimsk råd har regeringen nemlig pludselig klumpet landets omkring fem millioner muslimer sammen i én religiøs bås, der styrker præcis dén religiøse og etniske identifikation, som den verdslige republik ellers stolt har forsøgt at knægte med sit hævdvundne borgerskabsbegreb. Troen stigmatiserer I Frankrig er man fransk, fordi man vælger det: den franske nationalitet defineres af statsborgerskab og sprog - og handler ikke om hverken blod, religion eller etnisk herkomst. Men med CFCM går man lige præcis de religiøse organisationers ærinde, som forsøger at puste sig op ved at hævde at tale på alle muslimers vegne. Men at være muslim vil ikke sige, at man partout tilhører én bestemt gruppe. Troen er et personligt valg, som ikke bør stigmatisere individet eller henvise det til én samlet bås, mener Bouzar. »Vi er muligvis franskmænd, der bekender os til den muslimske tro, men vi er først og fremmest franskmænd ligesom alle andre«. Tendensen til at reducere alt til et spørgsmål om tro, er imidlertid til stede overalt i det franske samfund. Bidende ironi Således kaldes den berømte lighedsmarch i 1982, hvor tusinder af unge franskmænd gik på gaden for at protestere mod racisme og kæmpe for etnisk ligestilling, konsekvent 'indvandrermarchen', la Marche des Beurs (beur er slang for en nordafrikansk andengenerationsindvandrer). På samme måde omtales volden og den sociale uro i de franske forstæders betonghettoer konsekvent som et integrationsproblem. »Når de unge giver sig til at brænde biler af, er det åbenbart ikke på grund af de økonomiske og sociale problemer, men fordi deres forældre tilhørte en anden kultur«, syder Dounia Bouzar med bidende ironi. Ved at reducere sociale problemer til religiøse og etnisk betingede vanskeligheder risikerer samfundet at undergrave sine egne muligheder for at løse dem. Og samtidig bærer reduktionismen ved til fanatikernes ulmende bål. Debatten monopoliseres Problemet er ifølge Dounia Bouzar, at en »mental minaret« skygger for franskmændenes evne til at se de muslimske franskmænds mangfoldighed. »Det handler ikke om racisme. De tænker blot på vores vegne. De er overbevist om, at de kender os. Vi er ikke længere individer, men tilhører en gruppe (...) og de ved allerede, hvordan gruppen tænker«, skriver hun. Konsekvensen er indlysende: det velmenende tanketyranni giver ordet til de stærkt religiøse og meget troende muslimer, der monopoliserer debatten og blot er med til at forstærke den fordomsfulde forestilling om, 'hvordan muslimer tænker'. Afgørende nuance-forskel Men det kan være anderledes. Hun nævner som eksempel, hvordan man på gaderne i den belgiske kanton Molenbeck har forbudt burkaer - »de afghanske kvinders velkendte lærredsfængsel«. Man henførte spørgsmålet til karnevalsreglementet, der forbyder borgerne at gå maskeret eller udklædt omkring -- medmindre det er fastelavn. »Endelig nogen, som har forstået, hvad det handler om. Spørgsmålet blev ikke behandlet i en religiøs optik, men som et spørgsmål om offentlig ret. I fuld respekt for borgerne«. Hvis man behandler en mand, der lukker sin kvinde inde i en burka, som »et produkt af islam«, gavner man fundamentalisternes sag. I stedet bør man simpelthen behandle ham som en mand, der lukker sin kvinde inde - med eller uden islam som undskyldning. Basta. Nuancen kan synes hårfin, men er helt afgørende, påpeger Dounia Bouzar. Det er næppe alle, der vil være enige i hendes til tider temmelig kontroversielle synspunkter. Men den lille bog er et vigtigt og velargumenteret slag i en bolledej, som man i Europa har ladet hæve alt for længe.