'Den fantastiske fortælling i dansk børnelitteratur' af Anna Karlskov Skyggebjerg er en lettere omskrivning af hendes ph.d. på Center for børnelitteratur. Sammen med 'På fantasiens vinger', der er redigeret af Niels Dalgaard og udkom for nogle år siden, er studerende ved de mellemlange og videregående uddannelser nu godt klædt på, når der skal snakkes fantasi/fantasy. Genrehistorisk udredning Anna Skyggebjerg fremlægger stoffet traditionelt og med en del gentagelser. Den første del omhandler teorier omkring den fantastiske fortælling. Senere følger en genrehistorisk udredning fra Hoffmann til Astrid Lindgren, der bl.a. omtaler spredningen fra germansk til angelsaksisk fantasi. Redeligt, snusfornuftigt - og kedeligt Endelig er bogens tyngde den trofaste gennemgang af seks danske fortællere. Det er: Ole Lund Kirkegaard, Bjarne Reuter, Bent Haller, Louis Jensen, Hanne Kvist og Lene Kaaberbøl. Der sluttes af med konklusion, summary og litteraturlister. Helt efter bogen. Redeligt, snusfornuftigt - og kedeligt. 'Karfunkeljægerne' forsvinder Anna Skyggebjerg bevæger sig imellem 1967 - hvor der opstod »en ny børnetype« - og 2003. I 1967 udkom bl.a. 'Lille Virgil' af Ole Lund Kirkegaard. Den har en indlagt episode om 'Dragen', der må brøle højt i klasseværelset for at få lærerens bevågenhed. Denne historie vandt i øvrigt årets novellekonkurrence her i Politiken. Forfatteren argumenterer for, hvorfor hun valgte 1967 og ikke midt-1980'erne som udgangspunkt. Det virker ikke helt overbevisende. Anna Skyggebjerg beskæftiger sig ikke med den samfundsmæssige udvikling. Så samspillet mellem de fantastiske bøger og de socialistiske i 1970'erne omtales ikke. På den måde forsvinder betydningen af Knud Holtens banebrydende eventyr om 'Karfunkeljægerne' (1980), ja, bogen omtales overhovedet ikke. Det var ellers 'Karfunkeljægerne', der knockoutede de røde! Lægger kristne bøger bort Ved at starte så tidligt som 1967 kommer forskeren også udenom betydningen af 'Fjeren og rosen' af Josefine Ottesen (1986). Det er den første, store, danske, fantastiske fortælling i nyere tid. Josefine Ottesen er end ikke nævnt i denne bog! I indledningen lægger Anna Skyggebjerg de kristne bøger bort. Dermed afskærer hun sig også fra at se de udvalgte værker i dette lys. Det er synd for 'Skelettet på hjul' af Louis Jensen, der om noget bakser med det religiøse - om end på sin egen måde. Det samme gælder mange af Bent Hallers bøger. Det er vingeløst oplevet Det er interessant og godt formidlet, hvordan teorierne har dannet sig omkring den fantastiske litteratur. Nu kender man den tyske groteskforsker Wolfgang Keyser! Det er også gode og solidariske læsninger - især af Hanne Kvists foruroligende 'Drengen med sølvhjelmen'. Hovedindvendingen mod denne bog går ikke på, at den er så kedelig, men at det hele er så vingeløst oplevet. Fantasy - som vi ser den i disse år - er en knytnæve i synet på vore bog- og læsevaner. Og aldersinddeling. Crossover, far/søn, kidult. Nyt barn har mange kære navne! I en sammenhæng som denne er det vanskeligt helt at komme uden om andre medier - tegneserier, musik, film, rollespil samt tidens tvekønnede, metroseksuelle gestalter. Danske fantasifortællere labber det i sig. Men ikke Anna Skyggebjerg.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























