Siden 2002 er der sket noget ganske vigtigt, som imidlertid ingen opmærksomhed overhovedet har modtaget i dansk sammenhæng - og selve det faktum, at fraværet af opmærksomhed er så massivt, kan ikke undgå at få en til at tænke over, om der mon er andet og mere end almindelig distraktion på færde? Jeg tænker på tidsskriftet 'Mutant', der over de forløbne tre år er udkommet i fire numre på forlaget Politisk Revy, redigeret af kulturforskeren Mikkel Bolt og billedkunstneren Jørgen Michaelsen. Forunderlig tavshed Tidsskriftets grundlæggende ærinde har været at tænke over og udforske forholdet mellem kunst, diskurs og politik, altså hvordan vi taler om og tænker på relationen mellem kunst og politik. Og det er den sidste omstændighed, der gør, at jeg undrer mig over den hidtil absolutte tavshed, der har omgivet Mutant: Naturligvis er der ikke tale om en sammensværgelse, men måske det ikke er utænkeligt, at noget i selve projektets fremgangsmåde og fokus har fungeret som en bremseklods i forhold til at befordre cirkulation i det kulturelle rum? Ambitiøst anslag Det er givet, at de to redaktører er rundet af en venstreorienteret, kritisk-anarkistisk og revolutionær tradition af en slags, en tankebane, der ikke ligefrem kan siges at have nydt den store gunst siden den nuværende regering kom til i 2001. Tillige er et komfortabelt flertal af bidragydernes tekster skrevet så indforstået, at det næsten er helt morsomt, der hviler et skær af Ionesco over en del bidrag. Det er åbenbart, at der ikke lefles for den umiddelbare forståeligheds letfordøjelige konsum. Men ikke desto mindre - anslaget er ambitiøst, emnet er mildt sagt brændende vigtigt, majoriteten af bidragyderne er engagerede og vidende, endelig har Michaelsen m.fl. forsynet alle numre med glimrende billeder. Spændte slagord Det er en forunderlig skandale, at 'Mutant' hidtil har været omgivet af rungende tavshed. Men nu er det slut med tavsheden - og hvad er der så egentlig på færde? På bagsiden af det første nummer lyder det helt slagordsagtigt: »Udspændt mellem ønsket om at skabe en verden, hvor alt endnu ikke er gjort, og en verden, hvor alt endnu ikke er at gøre, dér eksponeres mutanten«. Så vidt det udspændte, startstedet, positionen (eller ikkepositionen); men hvad er nu en 'mutant'? Politik og samtidskunst På latin betyder 'mutation' blot 'forandring', og indenfor f.eks. genforskningen er det betegnelse for en pludselig, vilkårlig forandring i genets struktur, der som regel er skadelig, i sjældne tilfælde gunstig. I sin programmatiske åbningsartikel 'Ingenmandsland' leverer Mikkel Bolt en skarpt tænkt analyse af det aktuelle forhold mellem samtidskunsten og det, vi vanemæssigt betegner 'politik' eller 'det politiske'. Groft sagt plæderer han for, at samfundslegemet skal udsættes for ikkevilkårlige forandringer, og for at kunsten og (human)videnskaben aktivt bør medvirke til at befordre sådanne forandringer, men indskærper, at det også kræver en betydelig begrebslig og æstetisk anstrengelse af samtidskunsten. Det er ikke gjort med at råbe op om, at »kunsten er politisk«, når nu vi ikke rigtigt med sikkerhed ved, hvad et sådant udsagn præcis betyder eller kan komme til at betyde. Forandringspotentiale I andet nummer har Pablo Llambias en god og tænksom lille tekst om, hvorfor det egentlig er så svært at forklare, hvad en skulptur laver foran et rådhus, mens der i det store, tredje nummer bydes på perspektivrige overvejelser om geografi og globalisering ved Mikkel Bolt, en oversættelse af Aby Warburg, 'Luftskib og undervandsbåd', en fin ting af Carsten Bagge Laustsen og Bülent Diken om massen og en god tale af Jørgen Michaelsen, der sønderlemmende kritiserer den hjemlige museumsinstitution. I fjerde nummer endelig er Erik Granly til stede med en dybt interessant »biopolitisk skitse om Empire, Haiti og Herman Melvilles Benito Cereno«, Carsten Juhl kommer med flere indstik og Thomas Kyhn Rovsing skriver sammen med Sebastian Jensen en dejligt rablende lille tekst. Nå, få nævnt og flere glemt - pointen er den, at jeg med dette lille beskedne karateslag håber at kunne sparke mere liv i mutantens muterende legeme, så dens glimrende forandringspotentiale kan blive mere udbredt.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























