Du kan godt tro om. I hvert fald hvis du går rundt og tror, at Mellemøsten er fundamentalt forskellig fra resten af verden, at arabiske stater er feudale, at arabere har nemmere ved at hade end at smile, at islam ikke tillader en opdeling mellem religion og politik, samt at Irakkrigen drejede sig om olie. Du kan også tro så meget andet, faktisk kan du være offer for hele 100 gængse vildfarelser om Mellemøsten, men er det tilfældet, er der ingen grund til at fortvivle. Mediernes skæve fremstilling Fred Halliday, professor i international politik ved London School of Economics og en anset forsker i mellemøstlig politik med Iran som speciale, har nemlig skrevet en lille bog, der i en særegen blanding af muntre bemærkninger, knastør saglighed og personlige stikpiller forsøger at gendrive de efter hans skøn mest udbredte myter om Mellemøsten. Som fagmand er Halliday i den fordelagtige position, at han kan skride ind med den store pegepind og anvise mangler og skævheder i vestlige mediers generelle fremstilling af Mellemøsten. Og som han lidt oprømt påpeger, så er det ikke blevet mindre væsentligt at få »the facts straight« efter hin berømmelige 11. september 2001. Uduelige Arafat Fred Halliday har tidligere i essaysamlingen 'Two Hours that Shook the World', som også er udkommet på dansk, været inde på spørgsmålet om det påståede værdi- og kultursammenstød mellem 'Orienten' og 'Occidenten', men i denne bog går han mere konkret til værks. Hver af de udvalgte myter, hvoraf flere er en del mere professorale end 'mediemæssige', får en kommentar med på vejen, som enten er udpræget faktuel, f.eks. på det lingvistiske område, eller også tydeligt rundet af Hallidays egne holdninger. Således får Yassir Arafat nogle barske bemærkninger med på vejen for at have været stort set uduelig som politiker og inkompetent som strateg, men der falder også knubbede ord om zionisme og amerikansk 'magtpolitik'. Relativisering af myter Fred Hallidays bog er besjælet af den honnette ambition at ville fremstille Mellemøsten så kompleks som muligt. Han vil ikke medvirke til at reducere en stærkt aktuel og vanskelig debat om civilisation, symboler, traditioner og sprog til nogle få nemt fattelige overskrifter. Indimellem bliver denne trang til at relativere de 'fremherskende' myter dog for meget af det gode. Eksempelvis afviser Halliday Samuel Huntingtons knap ti år gamle tese om et 'civilisationssammenstød' med en arrogant passus om, at de historiske sammenstød mellem islam og kristendommen aldrig har handlet om kultur eller religion eller for dens sags skyld om økonomi eller sociale forhold. Det handler om 'politik'. Jo tak, men hvad er 'politik' om ikke en fællesnævner for sammensmeltningen af netop kultur, religion, økonomi og sociale forhold? Skeptisk specialist I sin forståelige uvilje mod vankundigheden om Mellemøsten, sådan som den findes i dele af den vestlige offentlighed, er Halliday ude i samme umulige ærinde som manden, der blev pålagt at presse en kamel gennem et nåleøje. Med sit kritiske opgør med begrebernes entydighed og dermed med den ulidelige lethed, hvormed vi omgås dem, bidrager Halliday til, at det fremover bliver en smule vanskeligere at henvise til 'Mellemøsten', 'islam' og 'arabere' uden at fremsætte diverse forbehold. Denne atomisering - Halliday ville hellere kalde det 'problematisering' - af de ord, vi benytter til at beskrive den politiske virkelighed, ja overhovedet grundlaget for etableringen af denne 'virkelighed', ender med at føre os ud på detaljernes og nuancernes syv favne, hvor alle andre end en lille skare af særligt indsigtsfulde synker til bunds. Fred Halliday kan sin historie, og indimellem lidt for godt. Med et træt blik på de mange reformtiltag i Mellemøsten, som tidligere har lidt skibbrud, er han ikke i tvivl om, at de nuværende demokratiseringstendenser vil lide samme kranke skæbne. Forhåbentlig kan selv skeptiske specialister tage fejl.