Da Knut Hamsun (1859-1952) rundede 70 år 4. august 1929, var han på toppen af sin popularitet. Han var det unge Norges sprogkonge. I alverdens aviser hyldede store forfatterkolleger ham for hans litterære skaberkraft. Og fra nær og fjern, ja selv fra Haakon VII, kom der telegrammer og lykønskninger. 657 i alt, og det var mange i 1929. Nedtur Ser man på antallet af bøger, som Knut Hamsun solgte i disse år, er det imidlertid ikke så overraskende. I oktober 1927 udkom 'Landstrykere' (626 sider) og solgte i løbet af tre måneder i 30.000 eksemplarer. Det var aldrig sket i Norge før. Samtidig solgte det forudgående forfatterskab med de mange mesterværker stadig godt i det meste af Europa. Så herfra var der dybt at falde. Men det gjorde Hamsun som bekendt fra midten af 1930'erne. Under krigen, hvor han umisforståeligt støttede Tyskland i besættelsen af Norge, nåede han bunden. I 1945 blev han spærret inde anklaget for landssvig. Da var han æreløs og lageret af samlede værker i Gyldendals kælder uden værdi. Fascinerende liv og værk I Norge, som nok aldrig kommer overens med Hamsuns svig, er der for nylig udkommet to store biografier om hans fascinerende liv og værk. Den ene, 'Erobreren', er andet bind af Ingar Sletten Kolloens tobinds biografi. Den anden, 'Solgudens fall', er en såkaldt litterær biografi af Jørgen Haugan, som var norsk lektor ved Københavns Universitet frem til 2004. De to bøger er meget forskellige. For det første er 'Erobreren' alene en biografi over Hamsuns liv, og den rummer ikke litterær analyse. 'Solgudens fall' derimod er en biografi over den ifølge Haugan meget tætte sammenhæng mellem liv og værk, og bogen sætter derudover Hamsun i forhold til samtidens litteratur og idehistorie. For det andet er Haugan ofte polemisk (en aristokratisk Hamsun med solkors på reverset er på forsiden), hvor Kolloens standpunkt er mere afdæmpet, uden at han dog skåner sin hovedperson. Fra drift til skrift Kolloens 'Erobreren' begynder, hvor 'Svermeren' (anmeldt i Bøger 5.6. 2004) sluttede. I midten af 1920'erne, da Hamsuns skabende kraft var kuldslået, lovede psykoanalytikeren Johan Irgens Strømmes ham »et nyt vår«. Og i 1926 gik Hamsun derfor i drømmeterapi. Fortællingen herom er spændende og indeholder nyt om Hamsuns psykiske liv; men heldigvis forfalder Kolloen ikke til at fortolke denne terapi som den eneste årsag til, at Hamsuns skaberkraft vendte tilbage. Hamsun kom med Strømmes' hjælp på ny i kontakt med »sin følsomhed og erindringene fra Nordland«, hvor han voksede op, og det, som Kolloen uden at postulere prøver at vise, er, at det også i det sene forfatterskab er det 'stof', som Hamsun skriver på. Foråret varede i øvrigt til 1936, da 'Ringen sluttet' udkom. Herefter investerede Hamsun hele sit liv i politikken. Haugan ser tillige en anden sammenhæng mellem liv og værk. Det tidlige, mesterlige forfatterskab fra 'Sult' (1890) til 'Victoria' (1898), som han i øvrigt analyserer anerkendende og præcist placerer som et nybrud i samtidens litteratur, er ifølge Haugan skrevet på en »erotisk sublimeringspraksis«, hvor »drift bliver til skrift«. Haugan fremdrager et brev fra julen 1888, hvori Hamsun selv fortæller om sammenhængen mellem hæmning af driften og hæmningsløs fantaseren. I det konkrete tilfælde om lys! Litterært nybrud At Hamsuns sprog i 1890'erne vitterlig driver af drift, ved alle, som har læst ham. Således synes denne sammenhæng at være veldokumenteret. Men den er nok dybere end som så, og Haugan er tæt på reduktionisme i sin fortolkning af årsag og virkning mellem Hamsuns liv og de tidlige værker. Povl Schmidt har i 'Uvisse forvandlinger' (1994), som ikke er i Haugans litteraturliste, analyseret det samme brev og dets betydning med større sans for dybderne. Efter at Hamsun gifter sig i 1898, må han imidlertid opgive »sublimeringspraksissen« og kommer oftere i krise. For alvor fra 1899-1904 og altså igen fra 1923-27. Som Kolloen ser Haugan da, at Hamsun, når han ikke længere kan skrive som i sin ungdom, begynder at skrive om sin ungdoms tid. I sin analyse af 'Børn af tiden' (1915) og 'Segelfoss by' (1917) viser Haugan, hvordan Hamsun i sit arbejde med dette indhold på ny finder et sprog og en form, som skaber brud i litteraturen. Tidlige fascistiske spor Målet med Haugans litterære analyser er i øvrigt at vise, at Hamsuns værk fra 'Sult' og til 'På gjengrodde stier' er »løsrevet fra samfundsmæssig ansvarlighet« og skrevet af en forfatter, som så sig selv som værende hinsides godt og ondt. Uden Nietzsche ingen Hamsun, siger Haugan lidt klodset og frakender stort set Hamsuns forfatterskab andet end æstetisk værdi. Til gengæld analyserer han efter fortjeneste de store sproglige og kompositoriske energier, som Hamsun skrev med. Haugan forholder sig selvfølgelig også til et af de store hamsunske spørgsmål: Var den sene Hamsuns fascisme på spil allerede i det tidlige forfatterskab? Og ja, siger Haugan. Fra og med 'Børn af tiden' (1915) er der klare forudsætninger for fascisme. Hvilket det er svært at være uenig i. Og det er interessant at læse de samtidige kritikere, som Haugan fremdrager. Forfatterskabet kan altså ikke skilles fra forfatterens politiske standpunkt, som flere kritikere siden ellers har argumenteret for. Hyldest til Hitler Ingar Sletten Kolloen holder sig tilbage og refererer blot diskussionen. Han fortæller detaljeret om Hamsuns dybe og ufattelig dramatiske fald ind i nazismen. Som i 'Svermeren's fortælling om den yngre Hamsun lykkes det Kolloen i 'Erobreren' at holde sammen på den store historie om verdenskrigen og de mange små historier, som Hamsuns rolle i den rummer: hans fascinerende (og frastødende) personlighed, familiedramaet med Marie og børnene, som blev ødelagt, og de politiske kampe i offentligheden. Alt dette er velkendt. Men selv om Kolloens fortælling ikke rummer afgørende nyt, virker den alligevel nyskabende, fordi hans faste kompositoriske greb fra først til sidst giver fortællingen fremdrift og forbinder de udførligt fortalte historier og de mere ræsonnerende afsnit til en helhed. Haugan er mere interesseret i retsopgøret og fortæller kortfattet om Hamsuns mest fatale handlinger under krigen. Her skal blot nævnes brevene og nobelmedaljen til Goebbels i 1943 og den store Hitlernekrolog, som blev trykt på forsiden af Aftenposten 7. maj. Dagen før Norge blev befriet! Heri hyldede Hamsun Hitler som »en kriger for menneskeheden [og] en reformatorisk skikkelse«. Diagnose med politiske bagtanker? Det store spørgsmål i 'Landssvigersagen' mod Hamsun har siden domfældelsen været, om det kunne dokumenteres, at den mentale observation, som Hamsun blev underkastet, og den diagnose (varigt svækkede sjælsevner), som psykiateren Gabriel Langfeldt stillede, var politisk bestemt af statsminister Einer Gerhardsen og udført af Norges rigsadvokat. Med diagnosen undgik Norge jo det helt store retsopgør med Hamsun, hvilket han i øvrigt selv kæmpede for at tage! Kolloen har ikke fundet nye beviser herfor og konkluderer skeptisk, at hvis diagnosen var dikteret, var det sket mundtligt. Altså vil spørgsmålet nok aldrig blive besvaret. Derimod påviser Kolloen, at tvangsindlæggelsen under psykiaterens bemyndigelse var delvis retsstridig. Haugan derimod er overbevist om, at diagnosen var politisk og fører et interview med Langfeldts søn fra 1998 som uomtvisteligt bevist. Døm selv. Nationalarv - på godt og ondt Som alle læsere af 'På gjengrodde stier' ved, så tog Hamsun en frygtelig hævn over sine dommere med udgivelsen i 1950. Og det var et utroligt litterært comeback. Men bogen er også Hamsuns farligste, siger Haugan og påviser i en spændende gennemgang, at bogen er Hamsuns fortolkning og forførelse fra først til sidst. Det er en »uforbederlig nazists selvforsvar«, konkluderer han. Afsluttende gør Haugan derfor op med de mange »hamsunapologeter« fra Thorkild Hansen til Jan Troell. Her bliver der ikke lagt fingre imellem. Kolloen er ikke så polemisk. Men i et essay sidst i bogen, 'Dikter og politiker', skriver Kolloen om sit eget syn på Hamsun og hans betydning for Norge. Hamsun er en nationalarv, siger Kolloen, som nordmændene skal forvalte på godt og ondt og måske overveje at tilgive. Derfor anholder han også det bekvemme synspunkt, at Hamsun var en politisk idiot. Det var han afgjort ikke, hvilket i øvrigt står klart i 'Erobreren', hvor Hamsuns politiske blindspor er helt kortlagt. Digteren Hamsun derimod findes der ikke kort over. Som alle store kunstnere forbliver han en gåde, hævder Kolloen. »Vi rummer alle mere skæbnesvangre modsætninger, end vi aner«. Og også efter 'Solgudens fall' er Hamsuns modsætninger stadig uudgrundede.