Kunsthistorien udgør et lille hjørne af verden, der mæsker sig med billeder. Det segment, der dyrker fotografi som kunst, er ikke bare endnu mindre, men også meget yngre. Så da det længe ventede oversigtsværk Dansk Fotografihistorie kom på gaden i fjor, hørtes mumlende undren i det billedæstetiske fags inderkreds over, at selve lederen af Det Nationale Fotomuseum, kultur- og museumschef Ingrid Fischer Jonge, ikke var blandt bidragyderne. Bredt historisk vingefang Nu foreligger en del af forklaringen, tilmed indbundet og smukt illustreret. For den savnede forfatter må have haft travlt med at skrive sin egen bog. Hendes er ikke en bog om fotografi i Danmark, men om fotografi i Diamanten, og da samlingen i vores nationale bibliotek er omfattende, international og rækker helt tilbage til fotografiets absolutte barndom i 1800-tallets midte, er det et værk med et fotografihistorisk vingefang langt ud over vor egen tid og landets egne grænser. Kunstforskrækkede danskere Fotografier har eksisteret i Danmark lige så langt tilbage i tiden som andre steder i Europa. Det er også derfor, at der gennem tiden er tilgået Det Kongelige Bibliotek så mange af dem, at det allerede før bibliotekets udbygning var helt naturligt at løfte Det Nationale Fotomuseum ud af det område, der hed Kort- og Billedafdelingen. I takt med at fotografiet fik en stadig større plads i historien, har holdningen til mediet også ændret sig: et fotografi kunne, hvis det var stærkt nok, være sin egen anledning. Herhjemme havde fotografier ellers mest været noget, som pæne borgere selv tog for bedre at kunne huske f.eks. familiens sommerferie, datterens konfirmation eller bare farbror Karls fødselsdag. Der gik lang tid, før vores kunstforskrækkede nation kom på bølgelængde med resten af Vestens kulturkreds og nåede frem til den erkendelse, at et fotografi kunne være mere end et minde - og langt mere end et pasfoto. Degraderet til kunsthåndværk Med et kamera og en rulle film kunne en person med det rigtige blik skabe kunst, ligesom en rigtig kunstner kunne det med pensler, farve og en rulle lærred. Det krævede blot sans for mediets og materialernes muligheder. De danske kunstmuseer åbnede ikke ligefrem straks for indkøbskontoen, og kunstkritikken skyndede heller ikke på, så indsamlingen og dokumentationen af fotografiet som kunst blev længe varetaget af nationalbiblioteket, især af en mand ved navn Bjørn Ochsner. I dag rummer samlingen i Det Kongelige Bibliotek op mod 50.000 værker fordelt på dansk fotografi i hele sit historiske udtræk, en del udenlandsk 1800-tals fotografi, punktnedslag i det 20. århundredes internationale fotografi og samtidsfotografiet. Bl.a. ejer man Nordens største samling af daguerreotypier, 654 styk. De var ikke købt af en bibliotekar med et profetisk syn. Nej, de blev indsamlet, fordi man interesserede sig for dem som portrætdokumentation. At gamle portrætter kunne have en værdi, som rakte ud over den personalhistoriske nyfigenhed og et godt stykke ind i fotografiets kunsthistorie, tænkte man ikke på dengang. I såkaldt gamle dage, i slutningen af 1800-tallet, kunne Charlottenborg godt finde på at udstille daguerreotypier. Men så var de henvist til afdelingen for kunsthåndværk. Fortolkning af fortiden Det var heller ikke de første fotografers intention at lave 'kunst'. Alligevel endte de i visse tilfælde med at tage billeder, som man i dag godt tør sammenligne med den tids grafiske blade. Orientalisten Maxime du Camp, der omkring 1850 sammen med sin ven Gustave Flaubert rejste på ekspedition til Egypten, skulle først og fremmest dokumentere kulturelle mindesmærker. Men fordi han i sine optagelser, såkaldte kalotypier, kunne udnytte en stadig bedre teknik under fremkaldelsen, fik hans billeder en fornem grafisk kvalitet, der løfter dem ud over deres egentlige formål. Som alle gode ældre fotografier fortæller de en historie, der viser bagud, mod Egypten i 1800-tallet, og frem, mod vores tid og vor tids fortolkning af fortiden, både den årtusindgamle og den noget yngre fortid, som fotografens blik var en del af. Dokumentation for krigens moralske nødvendighed Den, der mener, at ethvert fotografi alligevel er mere realistisk end ethvert maleri, har indåndet for meget fremkaldervæske. Den overdrevne tillid til fotografiet som sandhedsvidne skyldes, at man altid overser to ting ved resultatet: Dels hvor mange øjeblikke fotografen bevidst vælger fra, før han eksponerer. Og dels hvor mange billeder han lige så bevidst smider væk, efter at han har fået fremkaldt sit materiale. Den engelske fotograf Roger Fenton, der hentede sine motiver på Krim, slagmarken for sine landsmænds krig mod Rusland, havde to slags virkeligheder at tage hensyn til. Den ene var den militære elendighed, der omgav ham, og den var ikke opmuntrende. Den anden virkelighed var dronning Victoria derhjemme, og hun ønskede billeder, der kunne bekræfte krigens moralske nødvendighed og englændernes helterolle. Behovet for iscenesættelse En vis grad af bevidsthed har altid styret den fotograf, der blev sendt ud for at arbejde med virkeligheden som model. Da Stieglitz fotograferede Fifth Avenue i New York, måtte han vente tre timer i strid snestorm, før han havde sit billede. Stieglitz komponerede først helheden gennem søgeren. Derefter lod han tidens tusindvis af forskellige øjeblikke arbejde for sig lige indtil det sekund, hvor et gunstigt samspil af tilfældigheder fik detaljerne til at falde rigtigt på plads. Så trykkede han. Behovet for iscenesættelse går som en mere eller mindre tyk rød tråd gennem hele fotografiets historie. Hvis det er sandt, at fotografiet har inspireret billedkunsten, er det omvendte forhold ikke mindre rigtigt. Ingrid Fischer Jonge er i den privilegerede position at kunne øse af en omfattende kunsthistorisk viden. Hun satte punktum for sine universitetsstudier i faget med at skrive konferens om fotografi, vistnok som den første herhjemme: Emnet var den fantasifulde amerikanske fotograf Joel-Peter Witkin, der iscenesætter sine billeder efter alle kunstens regler. Men forud var gået mange år i selskab med den såkaldt traditionelle kunsthistorie, og det er dette stof, som forfatteren bringer overbevisende i spil i sin analyse af fotografiet, hvad enten det er iscenesat, opstilling, dokumentarisme, portræt eller landskab etc. Lovmæssigheder og mangel på regler Bogen er formet som en række nedslag i fotografiets mere end 150-årige historie, og nedslagene er dikteret af bogens intention. Det betyder, at kun kapitler med relation til Diamantens samling har kunnet skrives, og de lader sig med udbytte og fornøjelse læse enkeltvis, hver for sig. Der er bl.a. historien om det problematiske samarbejde mellem den amerikanske mesterfotograf Walker Evans og dansk-amerikaneren Peter Sekaer, af hvem Det Kongelige Bibliotek erhvervede 100 fotografier i 1985. De rejste rundt sammen, og når de fotograferede det samme motiv, valgte Evans en synsvinkel mod højre, og Sekaer en synsvinkel mod venstre! Men også som sammenhængende læsning giver bogen mening, så meget desto mere som fotografiet trods sin tekniske udvikling stadig er styret af de samme lovmæssigheder og den samme mangel på regler. Som dengang for længe siden. Fotografiets psykologi For som fænomen er fotografiet ikke ældre, end at den franske mester Nadars mere end hundrede år gamle råd til alle portrætfotografier stadig holder vand: »Jeg skal fortælle dig, hvad man ikke kan lære: det er fornemmelsen for lyset, det er den kunstneriske vurdering af virkningerne skabt af forskellige og kombinerede kvaliteter i lys, det er at koncentrere sig om denne eller hin virkning i forhold til det ansigt, du som kunstner skal reproducere«. »Hvad der endnu mindre kan læres er din egen fornemmelse for din gæsts menneskelige indsigt, det er den hurtige følelse, som sætter dig i forbindelse med modellen, gør dig i stand til at tage bestik af ham, fornemme hans vaner og ideer i overensstemmelse med hans karakter, og som tillader dig at yde, ikke en ligegyldig plastisk reproduktion som kunne gøres af den simpleste ateliermedarbejder, banalt og tilfældigt, men ligheden som er mest velkendt og mest favorabel, den intime lighed«. »Det er den psykologiske side af fotografiet, det ord synes ikke for ambitiøst for mig«. Vidende og oplysende Man savner en forlagsredaktør, der kunne have systematiseret bogens billedhenvisninger. Der opereres både med nummererede tavler (tav.) og figurer (fig.) samt afbildninger, som hverken er tavler eller figurer. Jeg ville også have sat et par tydelige anførselstegn omkring titlerne, så man straks kunne se, hvis det drejede sig om originale historiske formuleringer med en årrække på bagen. I 2005 ser en titel som 'Negerpar. Han er skopudser' ikke pæn ud, selv om den er i kursiv. Og - NB! - i amerikaneren Duane Michals' fotosekvens på seks billeder 'I build a pyramide' er det samme billede vist to gange. Det og andre småting rokker ikke ved hovedindtrykket. Diamanten står som triumferende udgiver af en smukt produceret bog, der er varieret illustreret og båret af en vidende og oplysende tekst. Der er ikke tale om en videnskabelig publikation, hævdes det i forordet. Hvorfor i grunden ikke? Fodnoterne er der. Og bogen selv er meget mere end en dansk fodnote til fotografiets motivhistorie.