»Man kunne måske sige, at det handler om populærlitteraturens hævn over for den højtravende litteratur. Hvem elsker Virginia Woolf?« (Oversat fra svensk af undertegnede). Det drejer sig om Raymond Chandler og hans romaner sat sammen med hårde ord over for Mrs. Dalloways mor. Men de er ikke sagt af hvem som helst, og det er sidste drilske sætning fra en lille elegant, vidende og bidende bog om privatdetektiven Philip Marlowes far. Modernitetens 'gunmen' Forfatteren til disse små 100 sider om den store amerikanske krimiforfatter er svenskeren Johan Asplund, som både har været professor i socialpsykologi ved Københavns universitet og kultursociolog i Lund og som i et langt liv har beskæftiget sig med underholdningslitteraturen som både et socialt og kulturelt fænomen. Og her i hans bog 'Angående Raymond Chandler' har han da også linet sine egne 'usual suspects' op, en bande af modernitetens tunge gunmen, såsom Sigmund Freud, Georg Simmel, Pierre Bourdieu, Walter Benjamin og Mikhail Bakhtin, som alle tager en runde for Old Raymond. Opgør med smagsdommere Chandlers enestående og eventyrlige historier om Marlowe skildres med både akademiske synspunkter i syntaksen og så alligevel på en så formidlende og frejdig måde, at du ikke behøver at være bachelor i moderne kultur for at følge med. Og bogen er hele vejen fint gennemsyret med udfald mod de såkaldte finkulturelle smagsdommere, som selv har syet deres dommerkåbe. Frem for alt den forfærdelige skrubtudse Harold Bloom og hans 'The Western Canon', som selvfølgelig ikke har Chandler med. Chandler er nok den mest indflydelsesrige nyere amerikanske forfatter i de sidste 30 år. Chandlers spor strækker sig igennem så forskellige skribenter såsom Tom Wolfe, Haruki Murakami, Paul Auster, Hanif Kureishi, Martin Amis, Dan Turèll og Morten Sabroe. Hylende morsom Alligevel vil kulturens gnavpotter, som aldrig danser til Frank Sinatra, ser en film noir eller læser en krimi, lade Chandler slippe ind på deres fornemme reoler. Fint nok, det kan vi fans sagtens leve med, men hvorfor er det sådan, spørger Asplund med falsk uskyld i spørgsmålstegnet. Fordi Chandler er hylende morsom, er hans overbevisende svar. Humor er stadigvæk ikke vejen ad hvilken til nogen kulturnation med Nobelprisen som hovedstad. Her er alvor, bekymring og autenticitet stadig væk kardinalerne, som vælger deres egen pave i denne verden af hævede øjenbryn, traditionens dekorum og lødighedens Tykke Bertha som litterær kanon. Moderne eventyr Raymond Chandler er noget ganske særligt og andet, denne lille bog beskriver hvorfor. Mens Dashiell Hammett valgte den lakoniske hårdkogthed til at gestalte sin kriminelle modernisme, vælger Chandler vitsen og hyperbolen, den retoriske overdrivelse. Den første er altid benzinen i hans velsigende dialoger, det andet er Philip Marlowe egen afvæbning af fremmedgørelse over for rigdommens grimhed. I konfrontation med den vulgære børsmæglerbarok i Los Angeles, Hollywoods groteske bungalows og røverbaronernes smagløse rokokomøbler i Beverly Hills. »Det var et værelse, hvor alt kunne ske, undtagen arbejde« siger Marlowe om en homoerotisk playboys dagligstue i 'Farvel, min elskede'. Yderst overdrevent og så er alt sagt. Men aldrig om Chandler. Johan Asplunds meget anbefalelsesværdige hyldest giver appetit efter mere, sommeren er på trapperne og Chandler skal læses på engelsk netop ved lange strande med sydens stærke solskin og i skyggen af forgyldt ungdoms surfbrætter. Alle elsker Raymond - i hvert fald alle os som holder af moderne eventyr om vor tids riddere og røvere over for rødhårede elverpiger, flamboyante brunetter og bedårende blondiner. Alle med Browning i dametasken. Pistolen, ikke poeten, of course!