»Hej, jeg hedder Philip Marlowe, og jeg er alkoholiker«. »Men nu er det så og så mange dage siden, jeg sidst har drukket«. Nej, sådan hedder det selvfølgelig ingen steder hos Raymond Chandler, hvis vidunderlige privatdetektiv, Philip Marlowe, altid havde en flaske whisky i skuffen og altid var klar til en drink med en farlig og forførende dame foran soveværelset eller en gusten og grusom gangster i en natklub downtown L.A. I sidste øjeblik Men det var altså hverken beske blondiner, fæle mafiabosser eller FBI, som til sidst fik has på den amerikanske privatdetektiv! Det var AA, afholdsforeningen for Anonyme Alkoholikere, som i det lange løb og for altid satte prop i flasken. Fair nok, det var nok i sidste øjeblik, at Philip Marlowes og Sam Spades og Mike Hammers lever blev reddet! Nogenlunde nej Kun 21 genstande om ugen, you must be kidding, ingen rå privatdetektiv overholdt den slags råd dengang i 1920'erne, 30'erne, 40'erne, 50'erne eller 60'erne, da en Burberry var en overfrakke og ikke en parfume, Jack Daniels var kærnemælk for alle raske mandfolk, og rigtige kvinder hurtigt klædte om i en gang dry martini med sex fra væg til væg og Gordon's Gin som eneste prævention for noget som helst varigt. Amerikaneren Rita Elizabeth Rippletoes ph.d.-afhandling og bog 'Booze and the Private Eye. Alcohol in the Hard-Boiled Novel' er en både trist, fornøjelig og ganske nøgtern akademisk gennemgang af sprut, sex og de der hårdkogte snushaner. Hendes ærinde er en neutral analyse af, hvad spiritus egentlig betød for en bestemt genre. Og det var ikke så lidt. Hun går i så henseende uden om andre amerikanske og skrivende drankere, såsom Jack London, Scott Fitzgerald, Hemingway, Faulkner og Steinbeck, men konstaterer med Max Weber i bagagen, at protestantisk opdragne mænd fra puritanske hjem har lettere ved at falde om i Kong Alkohols lænker end andre. Skægt nok er eneste undtagelse fulderikken Dashiell Hammett, som vitterlig drak sig helt ud i hegnet og såmænd var troende katolik til det sidste. Men altså også kunne vende om og sige nogenlunde nej de sidste ti år af sit liv. Ellers passer pengene - og i den grad, når sex er med som chips til drinken. Tørlagte antihelte Kvækersønnen Chandler og hans Marlowe kunne slet ikke arbejde uden et vist kvantum sprut under vesten. Mest ædruelig er sådan set den lavkirkelige Mickey Spillane (han lever stadigvæk som 80-årig) og hans Mike Hammer, som mestendels er til øl med lidt bourbon on the side. Også kvindelige forfattere, Marcia Muller, Sue Grafton og Sara Paretsky er med på vognen, som ikke er tørlagt, men selvfølgelig i mindre målestok og klart med kvindelig måde, fulde kvinder har aldrig helt den samme karisma som visse karlfolk med en kæp i øret. Forfattere, som decideret tørlægger deres antihelte, Lawrence Block og til en vis grad Robert Parker, er også med i undersøgelsen. Men det koster kunstnerisk at drikke limonade i stedet for lime med vodka. Strømmen af booze ligger som nødvendig understrøm for disse mænds og kvinders elegante gøren og laden. Ingen morale Sørgeligt nok desværre og hvorfor skal det være sådan? Hvorfor kan du ikke skrive, Raymond, uden en stiv sjus i venstre hånd? Men de største forfattere i denne sammenhæng har været de mest drikfældige. Når verden har glemt tørlagte forfattere, som mødes i AA, vil vi stadigvæk kunne more os intelligent og delirisk over værker af Chandler og Hammett. Rippletoe har ingen konklusion, hverken moralsk eller helbredelig. Heldigvis og skål, selv om den skål altså ikke er bra!