For mange medfører den vestlige materialisme åndelig hungersnød, og kan man ikke leve af brød alene, må man importere nærende og eksotiske retter fra andre dele af verden. Asiatiske religioner, og i særdeleshed buddhismen, har her været hovedeksportører af åndeligt kosttilskud til udhungrede vesterlændinge i de sidste 30-40 år. Danmark er i denne sammenhæng ingen undtagelse. Takket være udgivelsen af Jørn Borups 'Dansk dharma' kan man nu blive klog på, hvordan og i hvilket omfang og hvilken skikkelse buddhismen er kommet til Danmark. Moderniseret buddhisme Dharma betegner den buddhistiske lære og udgør sammen med Buddha (religionsstifteren) og sangha (menigheden) buddhismens 'tre juveler'. Tilsyneladende har den danske dharma ikke meget tilfælles med den oprindelige buddhisme, og der er således f.eks. stor forskel på asiatiske immigranters og danske konvertitbuddhisters religiøse tro og praksis. I 1960'erne og -70'erne drog mange danskere med rygsæk og sandaler og godt motiveret af hash og lsd på åndelig opdagelsesrejse til Asien. De hjemvendte 'dharmabumser' medbragte en buddhisme, der var moderniseret og afmytologiseret og tilpasset det vestlige behov for individcentreret fordybelse og selvterapi. Det er denne form for buddhisme, danskerne primært dyrker, mens de etniske buddhistgrupper i højere grad har bevaret en traditionel og nationalpræget udgave. Pionerarbejde Bogen, der er en håndbog - og det vil jo sige en slags leksikon med udvidede artikler - er spækket med informationer om de efterhånden mangfoldige buddhistiske grupper og organisationer i Danmark. Disse er aldrig blevet kortlagt før, oplyser forfatteren, så der er altså tale om et pionerarbejde. Resultatet er vellykket og oplysende, og bogen kan derfor varmt anbefales alle interesserede. Og så er den tilmed udstyret med en adresseliste og et danmarkskort, så man kan finde sit nærmeste buddhistcenter.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.



























