At borgernes ytringsfrihed garanteres i grundlovens paragraf 77 er ikke det samme som, at de kan bruge den, uden det i visse tilfælde får negative konsekvenser. Afstanden mellem, hvordan vi forstår vores demokrati, og hvordan det praktiseres i dele af sundhedssektoren, er temaet i debatbogen 'Råb op og sig stop! Lægers ytringsfrihed i krise'. Fyret pga. kritik Antologien indeholder både indlæg fra administrerende overlæger, som er kommet i klemme i systemet (dvs. er blevet fyret eller gået) pga. deres offentlige kritik af de sygehuse, de har været ansat på (Peter Andreas Krasilnikoff, Jørgen Pless og Tom Skyhøj Olsen), og principielle bidrag om retten til at ytre sig (Niels Høiby, Torben Ishøy, Lennart Frandsen, Carsten Lunding, Anne Louise Schelin og Inger Marie Bruun-Vierø). Bogen er redigeret af overlæge Niels Høiby, der også er formand for foreningen Dansk selskab til sikring af lægers ytringsfrihed. Civil courage Der er ingen tvivl om, at de overlæger, der er fremkommet med deres kritik, har udvist en høj grad af civil courage. De har stået ved deres vurderinger uanset konsekvenserne. Som det fremhæves af Carsten Lunding, er lægeløftet måske en del af forklaringen på, at særligt læger er havnet i rollen som såkaldte whistleblowere. For jurister knytter etikken sig »ikke til den enkelte, men til helheden«, mens lægerne i lægeløftet lover en loyalitet mod den enkelte patient. Til gengæld skaber det nok også en mindre udviklet sans for, at overholdelsen af et budget ligeledes er et afgørende hensyn. Kvalitet i frit fald Den gennemgående tone i bogen er, at patienten er vigtigere end overholdelsen af budgetterne. Krasilnikoff skriver således: »... at det vigtigste trods alt ikke var at holde budgettet, men at tage vare på patienterne«. Hvis det princip gælder under alle omstændigheder, forudsætter det noget så urealistisk som en uhindret adgang til en uendelig mængde af ressourcer. Man kan nemt leve sig ind i Krasilnikoffs omsorg for sin børneafdeling på Hvidovre Hospital, men så enkel er sagen jo trods alt ikke, når der skal prioriteres i sygehussystemet. Bogen kan ikke sige sig helt fri for en vis dæmonisering af det politisk-administrative niveau. Landets sygehusledelser fremstilles udelukkende som en grå masse af teknokrater. Men som Niels Høiby antyder i indledningen, er kampen om offentligt ansatte lægers ytringsfrihed formentlig også en del af et andet problem. Når kritikken er så ubekvem for politikere og administratorer, er det ikke mindst, fordi det danske sygehusvæsen oplever en deroute, der minder om et frit fald (i øvrigt ikke ulig det, som den danske folkeskole har oplevet). Det danske sygehusvæsen er, f.eks. målt på danskernes middellevetid, raslet ned fra en international topplacering i 1970 til en mere beskeden placering i dag. Vi er ikke længere en af de dygtigste elever på første række i klasselokalet. Overlægernes kritik af sygehusvæsenets fejl og mangler er derfor ligesom at stikke en nål ned i et åbent sår: Der er for alvor ved at gå hul på vores billede af Danmark som verdens førende smørhul, og det smerter. Ikke mindst, når det er de administrerende overlæger selv, der stiller diagnosen.