I den schweiziske forfatter Herman Hesses bøger ser man ofte en intellektuel fortæller begejstret skildre en særlig livfuld mennesketype. Den højt begavede naturens søn, der nok er lærd, men ikke er særlig imponeret af hverken sin eller andres boglige viden. Forståelse for naturen Fortællerens kærlighedsfulde begejstring er altid iblandet en pinefuld bevidsthed om egne begrænsninger. Han fremmaler et menneske, der synes at have en dyb intuitiv forståelse for naturens sammenhænge, der af ren tilskyndelse frembringer en vidunderlig livfuld kunst, og som (ofte modsat fortælleren) glæder de mennesker, han er sammen med. Overmenneske Hesses romantisk inspirerede og opsplittede overmenneskefortællinger springer mig i erindringen, når de lærde arkitekturskribenter, der ofte selv er arkitekter, beskriver Jørn Utzon og hans værk. Således også i den stribe af nye bøger, der foreligger i serierne Utzon Logbog og Utzonbiblioteket. Sanselig messias Alle underbygger de billedet af Utzon som en helt exceptionel begavelse, hvor viden og praksis er uadskillelige størrelser. I en moderne verden, hvor formalismen nær havde drænet livet ud af arkitekturfaget, indtræder Utzon som en messias, der ikke lover udfrielse i en hinsides verden, men som med en uintellektuel, sanselig tilgang og med moderne midler forener moderne byggeri med stærkt menneskelige, førmoderne værdier. Genitænkningen Arkitekten John Pardey bruger i bogen 'Jørn Utzon Logbog. Vol. III. To huse på Mallorca' nøjagtig den samme fortællekonstruktion som Herman Hesse i f.eks. 'Sol og måne' og 'Glasperlespillet'. Han iscenesætter sig selv som den ydmyge almindelige lærde mand, der møder den sande mester. Med et velvalgt flertydigt citat af Jørns livsledsager, Lis Utzon, understreger han bevidst denne fremstillings tveæggede betydning for Jørn Utzon: »Folk forventer sig så meget af Jørn, men han er bare et almindeligt menneske bebyrdet med geniets væsen, der har begavet verden med en række enestående bygningsværker«. I citatet appellerer hun til medfølelsen, men afviser ikke genitænkningen. Og i bogens første 'scene' lægger Utzon armen om fortælleren. Beroligende, synes man, men Pardey tænker, at det er nervøsitet: Tænk, at fortælleren, der af mesteren er blevet ført ind i det helligste rum i huset Can Lis, ikke skulle bryde sig om, hvad han så! Jørn Utzon har angiveligt selv medvirket til redigeringen af Logbøgerne sammen med udgiveren Torsten Bløndal og Richard Weston, der også var teamet bag Westons imponerende og imponerende dyre (1.250 kroner) Utzon-bog fra 2002. Fortryllende opfindsomhed 'To huse på Mallorca' er en sober og æstetisk meget indbydende bog. Man bliver ledt rundt om og ind i husene, der gennemgås detaljeret rum for rum i deres virkning og opbygning. Pardey er en vidende betragter, der som Hesses lærde fortællere forstår at lade sig rive med i besyngelsen: »Utzons opfindsomhed med hensyn til at bruge simple lokale materialer bidrager til fortryllelsen ved Can Lis og er i overensstemmelse med alt, hvad han laver, hvor delmaterialer eller standardiserede elementer i additiv arkitektur tilsammen danner enheder af så forskellig art som en bænk eller en udspændt skal over Operahuset«. Bogen bringer tegninger af de fire forslag fra februar 1964 til december 1965 til egne huse i Bayview, Australien. Huse, som Utzon ville opføre, men som træge myndigheder forhindrede ham i, før han af operaens bygherre blev økonomisk tvunget til at forlade landet i 1966. Pardey argumenterer for, hvordan ideerne fra det australske familiehus overlevede og videreførtes i først Can Lis (1971) og siden Can Feliz (1996) på Mallorca. Indpasning i terrænet, terrassering, spredte huse bag beskyttende mure, gårdhaver, åbning mod havet, alt det og flere tekniske løsninger lå allerede klar i Bayview-skitserne. Sammenhængstanken »På en gang hule og tempel«. Det højstemte i forening med det jordbundne. Sådan beskriver han Utzons andet hus på Mallorca Can Feliz. Men det kunne også være beskrivelsen af mennesket eller hans hele værk. I mesterens harmoniske værk afspejler hver enkelt detalje helheden og omvendt. Bogen ender med billedet af en støvet bilrude, hvor der i støvet er tegnet et stort hjerte og operaens karakteristiske form. Utzonbiblioteket er på godt og ondt et mindre 'rent' produkt. Det er en udløber af det arbejde, der udføres af Utzon-arkivet, hvor 25.000 tegninger bliver registreret og delvis skannet. Nyopdagede tegninger afkaster mulighed for nye tolkninger. Men man må sige, at det er blevet ved muligheden i de ellers glimrende første to bøger, der nu er kommet i serien. I bogen 'Utzons egne huse' er det ligeledes Bayview-tegningerne, der fremhæves som det nye, uden at de dog kaster nye tolkninger af sig. De bekræfter derimod sammenhængstanken som hos Pardey: »Det store i det små, det små i det store«, hedder et kapitel. Naturlig enkelhed Både denne og den anden bog i Utzonbiblioteket, 'Utzon og den nye tradition', er en slags kollager af nye og gamle tekster, og det giver dem et noget sammenstykket præg. Men det er interessante ting. 'Utzons egne huse' bringer foruden Mallorca-husene og Bayview-projekterne en indgående beskrivelse af Utzons eget hus i Hellebæk. Blandt andet kan man læse Utzons egne ord om det stilskabende hus i Hellebæk fra 'Arkitekten, Månedshæfte' 1953, lang tid før hans originale hus var blevet kopieret og udvandet i utallige typeparcelhuse, og fire år før han overraskende vandt operahuskonkurrencen i Australien: »Den samme fornemmelse for logik i konstruktion og dimensionering kender man overalt i primitiv arkitektur, hvor denne enkelhed virker helt uanstrengt og naturlig, mens vi må anstrenge os forfærdeligt for at nå det klare og enkle resultat«, skriver Utzon. 'Geniet' har hverken virket uden sved eller selvbevidsthed. Demokratisk stil Den anden bog, 'Utzon og den nye tradition', låner sin titel fra den schweiziske arkitekturhistoriker Siegfrid Giedion, der så Utzon som den store historiske forløser. En slags messias, som udfriede den moderne arkitektur fra sin egen misforståede formalisme. Den moderne arkitektur havde i sin higen efter frihed glemt sin tjenerrolle for stedet og menneskene. Da vinderprojektet for operahuset blev publiceret, udtalte Giedion, at det »åbnede et nyt kapitel i samtidens arkitektur«. Han vægtede betydningen af det monumentale som milepæle, »rejst af mennesker som symbol på deres idealer, mål og handlinger ... De levende monumenter er de, som udtrykker bevidstheden om den kollektive styrke - folkets styrke«. Denne demokratiske stil kunne han straks genkende i Operahusets tag og i den platform, der hæver det over dets naturlige omgivelser. Ved den fremhæver han, ligesom de græske templer, naturen ved at markere forskellen til dem. Utzon lever Utzon tilføjede modernismen den sans for stedets ånd, genius loci, som var gået tabt i den internationale stil. En fornemmelse af nærhed til tingene, som nu er ved at gå tabt igen i yngre generationer, skriver den afdøde norske arkitekturteorietiker og personlige ven af Utzon, Christian Norberg-Schultz, i bogens afsluttende essay fra 1999. Ved således at sætte afstand til os og nuet kan fortællingen om Utzons forgangne storhed blive et ideal, vi kan vende tilbage til. Allerede i levende live er Utzon blevet en legende. Overmenneskets undergang, som Kristi korsfæstelse, er en figur, der skaber afstand mellem os og ham. I Herman Hesses romaner følger døden altid overmennesket tæt. Men her stopper sammenligningen med fiktionen. Utzon lever. Og hans bygninger og betydning synes med denne strøm nye bøger at gøre det stærkere end nogensinde.